( buksedragten er fra Gina Tricot, men jeg kan altså ikke finde den på nettet - desværre )

BRYSTER TIL MAGTEN!!

Jeg har sgu altid beundret de kvinder der gik uden bh, jeg syntes fandme de var seje! YOU GO GIRL! Jeg har aldrig selv turde gøre det. Jeg syntes at jeg har pæne bryster, men de er også lidt store, derfor virkede det vulgært oppe i mit hovedet. Hvor i alverden har jeg den tossede tanke fra, right?

Jeg tog i byen med nogle skønherlige veninder tilbage i foråret, jeg havde for lang tid siden investeret bananer ( penge, ja, ved ikke hvorfor jeg ikke bare skriver det ) på denne her flotte sorte kjole med spagetti stropper. Det så jo dumt ud med bh, det ødelagde jo hele mit outfit - så jeg tog min bh af, for første gang nogensinde i en løs kjole. ” MOR, man kan jo se mine brystvorter!” - “ja, og hvad så.. hvad er der nu galt med brystvorter?” … Det kan hun jo have ret i. Det var utrolig grænseoverskridende for mig, fordi jeg følte alle stirrede på mine brystvorter. På den anden side så virkede det helt underligt at jeg havde et problem med mine stive brystvorter? Fordi hvad er der da galt med dem? Hvorfor følte jeg mig så vulgær? Jeg var ikke nedringet, jeg viste mig ikke frem - jeg kan da ikke gøre for hvis mine brystvorter er stive?

Jeg fik utrolig mange komplimenter, både fra mænd og kvinder. Min selvtillid steg lige der. Næste gang jeg tog ud i byen, der havde jeg investeret bananer på en bodystocking top, der også have utrolig tynde stropper. Jeg hoppede i den, med en højtaljet nederdel og ingen BH. Der var ikke nogle der kiggede skævt til mig, eller sagde at jeg var vulgær.. Det er jo bare bryster, og de skal nødvendigvis ikke gemmes inde i en BH evig og altid.

Handler det om størrelsen på ens babelutter? Kan man mere tillade sig at gå uden bh hvis man har små bryster? hvis ja, hvorfor ? .. Har veninder der har silikone, og de går aldrig med bh, men der sidder de selvfølgelig også hvor de “skal”.. Skal ens bryster så sidde på en bestemt måde, før man “må” gå uden bh? Det er virkelig noget jeg har grublet meget over på det sidste. Det er jo egentlig bare bryster? Igår havde jeg det tøj på, der er vist på billedet nederst i indlægget, som den skarpe læser kan se, så har jeg ikke nogle bh på. Jeg følte mig lidt blottet de første par timer, men så overbeviste min veninde mig om, at det ikke var vulgært, og jeg følte mig faktisk utrolig sexet og flot med min flotte nederdel også! .. Det er jo bare bryster? Måske er det egentlig ens egen sag, hvis man vil gå uden bh, så gør man det, og hvis man ikke føler sig tilpas ved det.. Så kan man jo bare lade være.

Hvad er jeres mening? Går i uden bh?

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Det er helt okay at have dårlige dage, de er en del af livet og dem er man nødt til at accepterer. Jeg får dem som regel når der sker alt for meget omkring mig, og jeg glemmer “caroline tid”, så trækker min krop lige i mig og signalerer: “Hej frøken, kan du så lige skrue ned og slappe lidt af nu!” - det er egentlig skide smart!
Der er en hårfin grænse når man er trist, eller måske gælder det kun hos mig, det ved jeg ikke. Hvis jeg lige er inde i nogle øv-dage, så kan jeg enten: 1. være trist i et stykke tid, også finde de positive tanker frem, og blive glad igen! Eller: 2. give for meget næring til de mørke tanker, fordi de føles på en uhyggelig måde trygge, også kommer jeg til at blive i min øv-periode alt for lang tid. ELLER: 3. Tænkte alt for meget over hvordan jeg har det, og totalt overanalyserer alt hvad jeg føler!

Jeg er en tænker, jeg er en føler - det er bare sådan jeg er. Jeg er særlig sensitiv, og jeg har brug for at snakke om tingene, jeg har brug for at mærke efter 23 gange, inden jeg beslutter mig. Det er skide irriterende til tider, men det er altså sådan jeg er. Jeg har i mange år kæmpet for at jeg ikke får øv-dage - det er umuligt. Jeg kan gøre mit for at de ikke fylder for meget, og jeg ryger helt ned på dem, men jeg kan aldrig undvære dem, de er en del af mig. Selvom de er en del af mig, så er de ikke mig - det er ikke et label jeg har klistret fast i panden “TRIST PERSON!” ..

Hvis jeg er trist, jamen så tillader jeg mig selv at være det, men jeg prøver da også at komme ovenpå igen ved at gøre ting som gør MIG glad. “hvad gør dig glad?”

Pointen med dette indlæg er: der er absolut intet galt med at være dig, selvom du måske er trist til tider. Der er intet galt ved at glad glad uden grund. Der er intet galt ved at tænke over tingene 28 gange.. Hvis det er sådan du er, jamen så er det sådan du er - og du er helt sikkert helt god nok, både på de gode og de dårlige dage!

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Det er noget jeg har skrevet meget om gennem årene - det med at lytte til sin egen krop.
Det er logik for burhøns for nogle, og det er raketvidenskab for andre - det er også helt okay.
“Hvordan lærer jeg at lytte til min egen krop?” det er lidt ligesom at spørge: “Hvordan lærer jeg at elske mig selv?“..
Jeg vil ønske jeg havde en magisk trylledrik til jer alle, men det er desværre noget i selv er nødt til at brygge - vil dog gerne hjælpe jer med at finde ingredienserne.

Du kan lytte til din krop på mange måder: hvad vil jeg have at spise? Er jeg sur på ham? er vores venskab egentlig sundt for mig? Har jeg lyst til at træne idag? osv.
Når jeg skriver at du skal lytte til din krop, så mener jeg at du skal lukke ørene for alle andres meninger, fordi i sidste ende - så ved du bedst selv. Problemet er bare, at mange af os ikke ved bedst, fordi vi ikke lytter til vores krop, vi efterlader arbejdet til nogle andre, og har tillid til at de ved bedst. Jo, der findes da mange mennesker som har taget fine lange uddannelser i, hvad der er sundest for os mennesker og hvordan vi skal træne ordentligt. Intet had til de mennesker!

Da jeg fik et “virkeligheds opkald/depression” og ikke kunne træne i lang tid, der var det min krop der signalerede: “NU ER DET NOK FRØKEN!“.. Da jeg blev syg med stress, der var det min krop der gjorde at jeg næsten kollapsede på vejen, fordi jeg havde ignoreret dens signaler i alt for lang tid. Hvis jeg havde lyttet til de små signaler min krop sendte mig: manglede energi, manglede appetit, manglede overskud, jeg blev hurtigere irriteret, manglede lyst til andre mennesker mm. Så var jeg ikke kommet så langt ud, men JEG lyttede ikke, så jeg lærte det på den hårde måde.

Tog du op og trænede i morges fordi du havde lyst, eller fordi du følte at du “skulle”?.. Hvornår har du sidst sat dig selv under en loop og spurgt: “Camilla, ( alle navne kan bruges her ) hvad har du lyst til idag?” - også faktisk gjort det.

Pointen er at det er skide individuelt hvad der virker. Det hjalp mig at gøre ting, som gjorde mig glad - så følte jeg ligesom at jeg havde fodret min krop med gode oplevelser, også ville den gerne dele ud af sine følelser. Måske er det svært at mærke for nogle, fordi mange af os har rigtig svært ved at “tillade” os at være egoistiske på den gode måde. Det her er 100% til ære for dig, og din personlige udvikling, men så er det også dit ansvar at gøre alvor ud af det. Vil du lære at lytte til din krop og dens behov? Så start idag, start nu: Hvad gør dig glad.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Det kan man nok ikke rigtig være, det er jeg klar over. Har aldrig forstået folk der kalder sig selv vegetar, men alligvel spiser fisk - er fisk ikke også dyr? Det skal jeg ikke blande mig i, det er ens egen sag. I følge Dansk Vegetarforening, så er man en “pescetar“, hvis man spiser fisk og ellers kun lever vegetarisk. Man er en “flexitar”, hvis man hovedsageligt spiser vegetarisk, men spiser kød til tider. Så vil jeg nok betegne mig selv som en “flexitar”, det lyder som en eller anden fin og fornem guitar.. Eller også så spiser jeg bare alt med måde.

Jeg har i rigtig lang tid, gerne ville leve mere vegetarisk, men det tog fart da jeg så dokumentaren “Cowspiracy“, hvis du ikke har set den så gør det. Jeg sad med åben mund og polypper og fik kvalme ved tanken om oksekød efterfølgnede. Den findes på Netflix.

Der er flere grunde til at jeg vælger at leve mere vegetarisk, det er bl.a. fordi: Det er sundest for miljøet, min fordøjelse er blevet væsentlig bedre og jeg er en kæmpe dyreelsker. Læs evt om det HER. Jeg kan dårligt slå en edderkop ihjel, jeg er imod zoologiske haver, jeg syntes cirkus med dyr skulle være forbudt - derfor så er der noget inden i mig, som ikke kan lide at spise dyr. Tanken om at skulle købe kød fra dyr der ikke har haft det godt, det gør ondt helt inden i mig. Jeg lever meget økologisk, og mine grønsager må meget gerne være lokalt dyrket. Jeg ved godt at jeg alene ikke kan rede verden, men jeg prøver så godt jeg kan.

Jeg syntes ikke det er svært at leve vegetarisk, der findes heldigvis en masse opskrifter og kogebøger med nemme og lækre retter. Jeg har startet med at skære væsentlig ned på oksekød, jeg har rørt det 4-5 gange inden for de sidste 3 måneder. Jeg har aldrig været den store grisepige ( udover til juleaften ) og jeg har spist kylling i stedet for oksekød i min burger for eksempel.
Jeg spiser vegetarisk omkring 4-5 gange om ugen, jeg ved ikke om jeg på sigt bliver helt vegetar.. Tanken om at undvære min flæsesteg, min sushi og min pasta med pølser - den skræmmer mig. Planen er nu at jeg lever vegetarisk så ofte som jeg kan, også må vi se hvor det fører hen.. Jeg vil også være bedre til at dele vegetarisk opskrifter.

Kender i en god vegetarisk blog? Det er altid godt med lidt inspiration. Er der nogle af jer der lever vegetarisk? og i må meget gerne dele jeres oplevelse og begrundelse, det er jeg meget interesseret i at læse.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg vågnede op med en meget underlige fornemmelse i kroppen, jeg følte mig grå og trist. Det var meget underligt, fordi jeg følte mig glad og lykkelig på samme tid. Jeg gik igang med min dag, prøvede at hoppe i træningstøjet og drikke min morgenkaffe i solen, men det hjalp ikke på humøret. Jeg sad og kiggede ud i luften, mens jeg kunne mærke mit hjerte slå voldsomt - jeg blev bange.
Jeg hoppede ud af træningstøjet og lagde mig på sofaen med min kaffe og Go’ Morgen Danmark, det trykkede stadig for mit bryst. Jeg gik i panik, fordi trykken for brystet var et af mine første signaler på stress, da jeg boede i Odense. Jeg satte mig op og slukkede fjernsynet: “okay Caro, sandhedens time, hvad er der galt?” - da jeg tænkte tilbage på de forgående dage, kunne jeg godt mærke at jeg faktisk ikke havde været så glad som jeg plejede at være. Spørgsmålet var bare hvorfor jeg så følte mig trist, det gik jeg så igang med at finde ud af. Med tusch og papir foran mig, prøvede jeg at skrive alt hvad jeg kunne komme i tanke om ned. Der gik ikke mange minutter før 5’øren faldt, og det kom slet ikke bag på mig, det undrede mig at jeg ikke havde tænkt på det før.
Jeg bryder mig ikke om forandringer, jeg er meget sensitiv hvad det angår, og man kan sige at jeg står overfor store forandringer lige nu: jeg skal starte på et nyt studie, jeg skal måske ud og finde et nyt sted at bo, jeg skal finde et studiejob og der sker en hel del personligt for mig, som jeg ikke er helt klar til at dele endnu. Da jeg fandt ud af det, hamrede mit hjerte derud af, og jeg kunne ikke styre mine tåre. Jeg følte mig komplet åndssvag, fordi jeg er jo glad! Jeg har så mange grunde til at være glad, men i virkeligheden er jeg pisse bange og skide glad på en og samme tid. Jeg er taknemmelig for at jeg kender min krop så godt som jeg gør, så jeg vidste at det nok skulle gå over, jeg skulle bare lige sætte mig selv i fokus: “hvad har Caroline lyst til idag?“. Jeg har delt det med mine yndlings mennesker, jeg har tegnet, jeg har gået ture, jeg har mediteret, jeg har spist chokolade - og det hjalp.

Når jeg skriver: “din krop kender dig bedst, du skal bare lære at lytte til den”, så er det sgu rigtigt. Min krop ved præcis hvad jeg har lyst til, og det er mit job at lytte til den.
Det er en reminder på at vi mennesker ikke er uovervindelige, og det er helt okay at have øv-dage/perioder, men det er ikke okay at ignorerer dem, og fortsætte med 200 km/t uden at kigge sig tilbage. Jeg har sagt til de mennesker jeg elsker, at jeg lige et lidt ved siden af mig selv lige nu, fordi min krop forbereder sig på de her forandringer, så ved de at jeg måske ikke har overskud til det ene og det andet. Så ved de at jeg ikke er sur på dem, hvis jeg ikke lige svare, eller lyder træt - så er det bare fordi at jeg ikke har overskud. Det hjalp ekstremt meget bare at snakke om det, og få det sagt og få den støtte - og få af vide at det forstår de virkelig godt.
Jeg kan ikke gøre for at min krop regerer, men jeg ved at det er mit ansvar at passe på mig selv så. Jeg er skide glad, gladere end jeg har været længe, men oven i det glade er alt det skræmmende som snart skal til at ske, og det er okay at jeg har det sådan - det gør mig ikke svag eller forkert, det gør mig bare til Caroline Thorsfelt, og hende kan jeg egentlig godt lide og hende skal jeg passe på.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

De her fladbrød er alt for lækre, og jeg bager dem virkelig alt for sjældent. De er virkelig nemme at lave, og skønne at have med i madpakken!

Du skal bruge:
200 g fuldkornsmel.
0,5 dl olie.
1 tsk salt.
1 spsk koriander ( brugte stødt )
1 dl vand.
evt 1 spsk chiafrø.

Sådan:
Tænd ovnen på 225 grader.
Bland hele balladen godt sammen.
Dejen er utrolig nem at have med at gøre. Del dejen i 9-10 små kugler, rul dem ud så de bliver helt flade ( brugte fingerne ) på en bageplade.
De skal have 6-7 minutter.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg har en bred musiksmag, den går fra Disney sange til Rock. Når jeg træner skal der bare være fuld smadder på musikken, og den skal helst være så høj, at jeg ikke kan høre noget som helst omkring mig. Jeg er fuldstændig ligeglad om det er en ny kunstner, eller om den er 8 år gammel, bare den kan få min puls op, så er jeg glad - og svedig!

For tiden høre jeg næsten kun de her sange når jeg træner:

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Meningen med de her indlæg var faktisk ikke at de skulle fylde så meget, men 24 år fordelt på 4 indlæg er da okay.
Del 1 HER, del 2 HER, del 3 HER.

Jeg begyndte på et indre ro kursus hos hende her. Det er den bedste gave jeg nogensinde har fået, fordi det hjalp mig ud af min stress utrolig hurtigt. Jeg lærte min krop at kende på en helt ny måde da jeg lærte at meditere ordentligt, og det er jeg evig taknemmelig for.
Jeg fik langsomt glæden tilbage i mit liv, og det føltes rart og skræmmende. Jeg tilbragte rigtig mange weekender i byen hvor jeg var skide stiv, men det var lige det jeg havde brug for. Jeg havde brug for at danse natten lang og hygge mig med mine veninder og nogle søde fyre. Om dagen arbejdede jeg på en folkeskole som støttepædagog, og det er det mest givende job jeg nogensinde har haft. Jeg var glad i min lejlighed, jeg var glad på mit arbejde, jeg var glad med min familie - jeg var ind i hjertet glad igen. Jeg spurgte mig selv: “hvad gør dig glad?“, også gjorde jeg det, jeg hoppede ud i nye udfordringer, jeg så verden med nye øjne.
Jeg prøvede Tinder, og gik også på nogle dates med fyre, selvom jeg ikke var klar til at date - det var bare sjovt at prøve. Udover når de havde læst med på bloggen, så kom det lidt for tæt på. Jeg nød tilværelsen som single, den passede mig rigtig godt. Det var mit eget navn som stod skrevet udover min kalender, kun mig!
Jeg brugte et halvt år på at være über egoistisk og det var episk! Jeg gjorde lige præcis hvad jeg ville, uden selvfølgelig at træde på nogle. Månederne fløj afsted og mit humør steg helt ekstremt, jeg var gladere end jeg nogensinde har været før.
Min plan var skudsikker: jeg skulle begynde på pædagogseminariet og være single og bare nyde livet.
Livet ville noget andet, som altid. Jeg kom ind på pædagogseminariet ( wup wup ), men jeg mødte også hr. #stævnemøde, som lige har vendt hele min verden op og ned - på den gode måde.
Som jeg har skrevet tidligere, så skal jeg lige nive mig i armen for at være sikker på at det kan være rigtigt, kan jeg virkelig være så glad? Når jeg har skrevet de her indlæg, så ved jeg at jeg har været igennem nogle svære perioder - som har knækket mig. Men jeg må fandme indrømme at jeg er stolt af mig selv, syntes jeg er en sej lille starut! Man skal huske at rose sig selv, og det gør jeg nu: DU ER SEJ CARO! Tak.
Jeg elsker mit liv, og jeg fortryder intet i det, fordi hvis jeg ændrede noget, så ville min hverdag måske ikke se ud som den gør nu. Jeg har verdens bedste veninder omkring mig, jeg har venner som kender mig og elsker mig for mine mærkelige sider, jeg skal snart være moster og jeg har den bedste familie i verden.

Det har været en kende hårdt at skrive de her indlæg, jeg kom virkelig hele følelsesregistret igennem, men det har været sjovt og i har læst ivrigt med ( tak for jer også ).. Bloggen har med årene fået et mere personligt præg, og jeg er faktisk skide stolt af den også. Jeg er kun 24 år og har masser af tid foran mig, men hvor har jeg også oplevet meget indtil videre.. Livet er sgu egenligt ret skønt..

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Ja, pænt dyster overskift i know.. Der er 2 mennesker der uafhængigt af hinanden har sagt den sætning til mig, inden for den sidste måned. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen da jeg hørte det, fordi ordene kom ud af munden på en person der betyder meget for mig.
Jeg har selv været nede, jeg har selv haft det fuldstændig elendigt, jeg har selv haft meget mørke tanker. MEN, jeg har aldrig haft dén tanke. Selvfølgelig er livet for alle, hvorfor skulle vi ellers være her?

Jeg er virkelig godt klar over at livet til tider sutter RØV, men er løsningen at du ikke skal være her mere? Jeg kender til at man ikke kan overskue verden, og det eneste der giver mening det er fosterstilling og en varm dyne, I GET IT! Men på et tidspunkt skal det nok gå den anden vej igen, men du er altså nødt til at hjælpe dig selv på vej. Man kan ikke forvente at man kan ligge og have ondt af sig selv hele dagen, også kommer lykken til dig på et forgyldt fad - desværre, sådan hænger verden ikke sammen.
Øv-dage er en del af livet, det er helt okay at være inde i en periode hvor intet spiller, og man bare ikke har overskud til en skid. Mennesker der ikke kan rumme andre mennesker der har øv dage, de skal ikke være i mit liv i hvert fald. Det skal ikke være et tabu at være mut og tvær, det er ikke forkert at være ked af det. Vi kan jo forhelvede ikke gå rundt og smile hele dagen altid.
Jeg lå i 2 måneder på langs uden at røre en finger, fordi jeg ikke kunne bevæge mig. Det var skide skræmmende da jeg så skulle ud i verden igen, jeg var bange for at rejse mig op og se virkeligheden i øjnene, men det var jeg nødt til. Jeg havde med god grund haft ondt af mig selv, men på et tidspunkt var det mit eget ansvar at rejse mig op, og komme videre. Jeg havde brug for at ligge i min mors lomme og blive krammet 24 timer i døgnet, blive forkælet og nusset om - det var det jeg havde brug for. Men det var min egen kamp, og jeg skulle selv kæmpe for at blive glad, det kunne jeg ikke bede andre om. Jeg kæmpede for min glæde, fordi jeg jo vidste at jeg havde fandme ret til den!!

Livet er for alle, man skal bare accepterer at det måske ikke er hvad man havde troet. Du har ret til at være glad, du har ret til at være lykkelig, men det er også dit eget ansvar at du bliver det. Er du lykkelig i det du laver? Nej? Jamen så lav noget andet. Det her er DIT liv, ikke alle andres, det er dine regler der gælder. Ja, vi er alle sammen blevet svigtet og trådt på, men det må ikke slå os ud, det er livet for kort til.

Hovedet op prinsesse, ellers falder din krone af!

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Læs første indlæg HER og andet indlæg HER.

Jeg forlod reden og tog ekspres toget mod Odense, uden at vide hvad jeg egentlig skulle lave derhenne. Jeg flyttede fordi min daværende kæreste havde fået elevplads på TV2 sporten, og det var en stor mulighed for ham. Jeg troede at jeg skulle læse til ernæring og sundhed, jeg troede at jeg nok skulle klare de år på Fyn. De første måneder gik fint, jeg faldt ret hurtigt til i byen, jeg havde bare ikke nogle at dele den med. Jeg havde ingen venner, jeg havde ingen familie og min kæreste var på arbejde det meste af tiden. Med bloggen fik jeg en del invitationer fra søde piger, der gerne ville lære mig at kende, og den mulighed tog jeg. Jeg lærte nogle utrolig søde piger at kende, og de var min redning.
Jeg fik nogle små jobs derhenne, men det kunne ikke løbe rundt økonomisk, jeg røg på kontanthjælp. Jeg knækkede der, jeg knækkede fordi jeg ikke kunne klare det. Jeg havde ikke styrke til at holde mig selv oppe. Selvom Theis hjalp så godt han kunne, så var det her ikke mit liv, det var hans.
Jeg fandt mere job, i Bilka fra kl 06-13 også i en sushi restaurant fra kl 16-22, jeg kørte mig selv for hårdt. Jeg gav alt jeg havde for at få det her til at lykkes, jeg ønskede så brændende at jeg skulle kunne bo i Odense, for hans skyld. Theis forslog hver måned at jeg flyttede tilbage til København, fordi han kunne se at jeg ikke var glad, men jeg nægtede at give op, det her SKULLE lykkes for mig, for os.
Jeg begyndte at få vejrtrækningsproblemer, jeg kunne ikke sove om natten og min krop rystede. Jeg havde en ubehagelig uro i maven og gik til lægen med det. Hun anbefalede mig at skrue ned for mit arbejde, men det kunne jeg ikke, så havde jeg ikke råd til at bo i lejligheden. Jeg kørte videre med høj fart, indtil min krop kæmpede så meget imod at jeg bogstavlig talt ikke kunne trække vejret. Jeg brød sammen midt på gaden, jeg satte mig ned på vejen og græd, jeg kunne ikke trække vejret og jeg kunne ikke finde vej i mit liv. Folk kiggede på mig, og spurgte om jeg var okay, jeg så dem næsten ikke, jeg kunne dårligt se 1 meter frem.. Jeg fik tid hos lægen igen, og hun kunne godt se at den var helt gal, jeg kunne ikke holde mine tåre tilbage jeg havde brug for et kram og en pille der fjernede alt min smerte. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde med stress og angst, jeg tog det første tog hjem til København og vidste godt at jeg aldrig ville komme tilbage.

Jeg havde givet Odense et år af mit liv, og det var alt hvad jeg kunne give. Jeg havde prøvet at få det til at fungere, men jeg måtte også se i øjnene at det kunne det ikke.
Jeg lå på mit gamle værelse hjemme hos min mor i 2 måneder, jeg kiggede op i loftet og spiste M&M’s dagen lang. Jeg kunne dårligt rejse mig, jeg kunne ikke overskue at lave en kop kaffe.
Jeg blev single, Theis havde været min bedste ven i over 3 år, og det gjorde ondt. Nu stod jeg i min gamle by igen, med en ny lejlighed, nyt arbejde og ny status som single..

Nu er jeg 24 år, og det er 8 måneder siden.. Sidste indlæg handler om hvor meget der er sket på bare 8 måneder. Kommer en af de nærmeste dage.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

“Caroline du æder fandme altid så meget”, “Hvor gemmer du din mad henne?”, “Du skal være glad for at du har et højt stofskifte”. Det er absolut ikke unormalt at jeg får sådan en kommentar med på vejen, når jeg spiser. Jeg spiser MEGET og jeg spiser HURTIGT, eller, jeg spiste meget - før jeg fik stress.

Jeg har altid haft en stor appetit, mad er bare lige mig! Jeg tager gerne 3-4 tallerkener fuld med mad, når der står en buffet foran mig.
Da jeg blev syg med stress, var det min appetit der blev ramt hårdt. Jeg plejede at åbne øjene og æde med det samme, men det kunne jeg ikke længere. Jeg var ikke sulten, jeg kunne ikke finde lysten til at spise morgenmad. Selvom jeg er rask igen, så er min morgenmads-sult stadig hårdt ramt. Jeg ved at morgenmad er et vigtigt måltid, men jeg er simpelthen ikke sulten, tanken om mad giver mig kvalme. Jeg kan sagtens gå 4-5 timer uden morgenmad, så drikker jeg bare kaffe. Jeg prøver så godt jeg kan, at have ting i mit køkken, som jeg kan spise, selvom jeg ikke har lyst. Jeg kan ikke spis skyr eller yogurt, det vokser inde i munden på mig og giver mig kvalme - hvilket det aldrig før har gjort. Jeg er igang mange timer på en dag, så derfor har min krop jo brug for mad, det bliver bare ikke så meget som før hen. Jeg kan se at det har haft en betydning for min vægt, jeg har tabt mig - uden jeg faktisk vil det..

Måske spiste jeg for meget førhen, og det er den mængde jeg spiser nu, som er den rigtige mængde for mig. Jeg aner virkelig ikke hvor mange kalorier jeg indtager på én dag, jeg spiser når jeg er sulten og stopper når jeg er mæt. Jeg spiser det min mave kan lide, og undgår det som gør mig oppustet.
Jeg prøver at indtage mad der mætter i lang tid, bare mindre portioner. Måske et æg, lidt havregrød, nogle gulerødder og vand. Jeg lavede overstående mad på billedet til morgenmad idag, jeg kunne kun spiste rugbrødet og ægget, resten blev gemt til frokosten ( stop spild af mad )
Jeg ved ikke om det er en bivirkning fra stressen, som altid vil sidde i mig. Men jeg er opmærksom på det, og jeg spiser rigeligt til frokost og aftensmad - jeg syntes bare det er irriterende, fordi morgenmad førhen altid var mit yndlings måltid..

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Læs mit tidligere indlæg HER.

Jeg fik samlet mig op fra gulvet, og jeg vidste hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg gik fra ham, og det gjorde så ondt, fordi jeg var fuldstændig fanget i hans tråde. Det var en kærlighed jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville have igen..
Jeg lærte meget om mig selv efterfølgende, jeg var omkring 20 år og jeg var fuld hver weekend. Om dagen arbejde jeg i et fritidshjem og om aftenen var jeg sammen med veninder der elskede mig. Jeg rejste 3 gange på ét år, sammen med min gode veninde - det var en episk sommer, som jeg aldrig vil glemme. Jeg gik til psykolog en gang om ugen, og jeg voksede for hver gang. Jeg lærte at jeg var særlig sensitiv og intovert, jeg fik en større forståelse af mig selv og min krop. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle med mit liv, men jeg var nok nødt til at få mig en HF, så var der i hvert fald flere muligheder for mig. Jeg mødte min bedste ven og min tidligere kæreste der - hvis man er en garvet læser på bloggen, kender man ham nok ( Theis ). Vi var hinanden klipper i lang tid, og jeg er evig taknemmelig for hvad han gjorde ved mig. Jeg troede aldrig at jeg skulle stole på en mand igen, men han overbeviste mig om at kærlighed ikke behøvede at indeholde utroskab.
Mit selvværd var i bund, jeg hadede min krop, hver en centimeter af den. Jeg gik igang med at træne, og startede bloggen samtidig, jeg var 21 år gammel. Jeg trænede hver dag, og jeg spiste præcis det jeg “måtte”, det som jeg havde læst skulle være sundt. Jeg havde den overbevisning at hvis jeg blev tynd, jamen så ville jeg vel også blive glad, ligesom de der piger i bladende. Jeg skal lige sige at jeg vejede 62 kilo da jeg følte mig tyk, jeg var på ingen måde overvægtig, det var bare mine tanker der var noget glat med. Jeg trænede flere timer om dagen, jeg havde et ur på hvornår jeg måtte spise, jeg vejede mig hver dag og målte min krop med et målebånd. Kiloerne raslede af mig, og jeg syntes jeg fik det bedre - Theis bad mig om at skrue ned, han kunne lide min krop som den var, men jeg lyttede ikke til andre end “eksperterne”. Jeg levede i en periode kun af grapefrugt og kalkun - jeg fik kvalme af lugten fordi jeg faktisk ikke kunne lide grapefrugt, men det var jo godt for forbrændingen. Jeg hørte at mælk ikke var godt, så jeg drak min kaffe sort, selvom det gav mig kvalme.. Efter nogle måneder var min hjerne på autopilot, jeg kørte med 180 km i timen, men der var ingen bag rettet. Jeg kom ned på 52 kilo, men hvorfor hadede stadig min krop? Det måtte være fordi at jeg skulle under 50, så ville jeg sikkert blive rigtig glad. Kroppen kan kun klare så meget, og min krop var udkørt. Jeg ramte muren og faldt om.

Jeg bevægede mig ikke udenfor en dør i mange dage. Jeg meldte mig syg fra skole og havde det af helvedes til. Jeg fandt ud af at jeg ikke kunne træne mig til skønhed, ikke hele vejen i hvert fald - noget af det var nødt til at komme fra mit indre.
Det tog lang tid, og jeg følte mig så ulækker, fordi jeg tog nogle kilo på. Jeg stod foran spejlet nøgen HVER dag, indtil jeg kunne sige én pæn ting om mig selv. Jeg mærkede på min krop, tog på mine bryster og masserede mine lår, jeg var nødt til at blive connected til min krop igen! En dag smed jeg håndklædet og vendte mig om, så hoppede jeg foran spejlet mens jeg kiggede på min røv - den hoppede med. Jeg kunne ikke lade være med at grine, GAL hvor den hoppede. Jeg vendte mig om igen og hoppede, mine bryster hoppede op og ned op og ned, jeg brød sammen i latter. Hvad det var, ved jeg ikke, men jeg fik prikket et lille hul på min bobbel, og det føltes rart. Det blev en lang proces, som jeg stadig er i, fordi jeg tror ikke man nogensinde bliver færdig med at arbejde med sig selv. Det var en ny verden der åbnede sig for mig, og pludselig blev jeg opmærksom på selvaccept og “elsk dig selv” - det fyldte utrolig meget på bloggen, og det gør det stadig den dag idag. Jeg var nu omkring 22 år, og havde fået hue på. Planen var at jeg skulle læse Ernæring og Sundhed i København og flytte sammen med min veninde, men så stod jeg en dag med en fyldt flyttebil og kørte mod Odense, med en meget glad kæreste i hånden, og en ubehagelig fornemmelse i maven..

Skriver videre i næste indlæg.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+