Det er sjovt hvordan noget er et tabu for nogle, også er det slet ikke for andre. For mig er menstruation ikke er tabu, men det ved jeg, at det er for mange af mine veninder.

Måske syntes man det var mere tabubelagt som yngre - det ved jeg ikke. Mindes heller ikke at jeg syntes det var ulækkert dengang. Alle i min omgangskreds sagde: “ej, jeg har lige fået mit lort” - se, dét er ulækkert. Hvorfor i alverden kalder man det for lort? Hvad jeg husker i de få biologitimer jeg har holdt koncentrationen kørende, så kommer lort altså fra et helt andet sted.. Et andet hul.

Det er ganske almindeligt at bløde, det er faktisk en del af at være kvinde. Tror nok du skal tænke efter en ekstra gang, hvis du lige pludselig stopper med at bløde.
Nogle kvinder bløder som om de er blevet skudt i maven, andre pletbløder en lille smule og opdager det knap nok. Nogle kvinder bruger bind, andre bruger tamponer.. Nogle kvinder har helt valgt, at lade være med at bruge noget.. Mener nok det skal ses som et tegn på “frihed”.. Men det er lige en helt anden snak som jeg ikke vil rode mig ud i.

Den der organic cup er kommet frem! Den er fandme smart! Så undgår du at købe tamponer ind så tit, faktisk så er den cup alt hvad du skal bruge, den kan endda holde i 10 år! Det er godt for pengepungen, miljøet og din wuhaa (tissekone, skede, kusse.. Kært barn har mange navne). Jeg fik faktisk tilsendt en som gave, men den er for stor til mig, så jeg venter på de laver en ny model, til os med lidt mindre tissekoner (første og eneste gang, at den sætning er blevet skrevet på bloggen..).

Jeg snakkede med mine veninder om den der organic cup, de fleste syntes det var “klamt”. Den skal jo tages ud morgen og aften og tømmes, fordi blodet samler sig i koppen, bagefter sætter man den op igen. Kan ikke se det er meget mere anderledes end at tage en tampon ud og stikke en ny en op. Måske hvis du er vant til at bruge tampon med hylster (miljønørden i mig vælger det altid fra!), så finder du det måske ikke så lækkert, at stikke klør fem op i honningkrukken. Det er ikke så slemt, men det er jo en smagssag.

Jeg bryder mig generelt ikke om at man syntes noget er “klamt” hos en selv. Det er ikke alt der er lækkert, den er jeg med på - men klamt? Det er et voldsomt ord.

“Jeg kunne aldrig drømme om at have sex med min kæreste, når jeg har min menstruation - både ham og jeg syntes det er mega klamt!” - det sagde min veninde til mig.
Jeg ville simpelthen blive så ked af det, hvis min kæreste fortalte mig at min “wuhaa” var klam 5 ud af 30 dage om måneden. Jeg kan ligesom ikke gøre specielt meget ved det? Ét er, at jeg måske ikke føler mig specielt lækker, og klar til at forføre ham i mit frækkeste lingeri, når jeg bløder. Men jeg vil da ikke have at han syntes jeg er ulækker.

Jeg var engang sammen med en fyr som nærmest kun ville røre mig i badet, hvis jeg blødte. “Så kan jeg hurtigt vaske det af igen!”.. Følte mig som en eller anden farlig sygdom, som skulle vaskes af i kogende vand for at undgå at han blev smittet.

Okay, i frygt for at få en storm af “ad, hvor er du klam Caroline” - kommentarer i hovedet, så trækker jeg lige vejret ned i maven en ekstra gang… Øhm her kommer det: Jeg har sex når jeg har min menstruation?!
Er det seriøst et tabu? Skal min kæreste og jeg nu føle os klamme og være klar på at blive jagtet ud af Sydhavnen med høtyve? Helt ærligt..
Nej, vi snakker ikke oralsex, eller noget fingerpilleri - bare sex. Altså hvis det ikke fosser ud af dig som en stukket gris, så kan jeg virkelig ikke se noget problem i det.

“Skal vi knalde?”
“Jamen jeg har jo menstruation?”
“Og?”
“Du syntes ikke det er klamt?”
“Nej?”

Det her er ikke et indlæg, hvor jeg nu opfordre jer alle sammen til at gå hjem og knalde med jeres kæreste, mens i har menstruation, hvis du ikke har lyst! Jeg har prøvet at sætte nogle ord på de tanker jeg har haft omkring “tante rosa”. Jeg skriver om selvaccept og om at vi alle sammen er smukke og fantastiske - derfor så bliver jeg ked af det, når nogle syntes noget på/i deres krop er klamt. Det er okay at det ikke er verdens lækreste, men kan vi ikke lade være med at kalde det “lort”, dét finder jeg virkelig ucharmerende.

Uden at lyde for rødstrømpe agtigt, så håber jeg at dette indlæg har hjulpet dig med at føle dig mindre alene. Det er jo bare blod? Godt nok lidt ildelugtende og snasket blod (det lød faktisk lidt klamt!), men det er jo det der er med til at gøre os til kvinder. Jeg kan i hvert fald ikke se hvorfor det skal være et tabu - det er jo bare menstruation.

GIRLPOWER, GIRLPOWER!

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

I denne her måned er det 4 år siden jeg sad en kold og mørk nat, for at få denne her blog på benene. Uden overhoved at vide hvad jeg lavede, fik jeg mirakuløst startet en blog op fra bunden. En meget lille bitte blog, hvor der de første mange måneder, var maks 5 mennesker inde og læse hvad jeg skrev.
Bloggen så noget anderledes ud for 4 år siden, end den gør idag. Den har været en masse igennem, den har ændret sig ret meget - til det bedre vil jeg sige. Altså for det første så startede jeg med at hedde www.carolineshealthy.dk, også var jeg var 100% anonym, fordi jeg ikke kunne lide at folk vidste noget om mig. Det kan man vist roligt sige, at jeg er kommet efter. Jeg deler glædeligt ud af “hår i røven“, “kønsbehåring“, “stress“, “kærlighed“, “jalousi” og alt andet derimellem.
Da jeg startede med at skrive ting ned på en gammel computer, så skrev jeg udelukkende kun om træning og sundhed. Det var alt der fyldte i min verden dengang, hvilket gjorde en del skade på mig - jeg er heldigvis blevet klogere.

Bloggen rummer efterhånden mange ting, mange af mine frustrationer og tanker. Den er blevet personlig og lidt mere rodet end den før har været. Jeg holder fri fra den nogle gange, andre gange så kan jeg ikke slippe den.
Jeg var 21 år da jeg startede at blogge, jeg var en usikker pige som havde en masse skår og knæk på kroppen. Jeg er vokset med bloggen, den har været med til at forme mig som kvinde og som et talerør ud til alle jer. Jeg er på rigtig mange måder stolt af det jeg har opnået, og det jeg har fået med bloggen. Jeg har fået de bedste veninder igennem den, veninder som jeg aldrig ville have mødt ellers. Jeg har været ude og rejse sammen med bloggen. Jeg har delt mine sorger, mine glæder, mine sejre og mine nedture. Flere af jer ved at jeg har fået min kæreste igennem bloggen, en kæreste som nok er noget af det bedste der er sket for mig. Vi har bl.a. opfundet “lagkagereglen“, en regel som vi er meget stolte af.
Der er masser af positive og negative sider, når man deler så meget ud af sit liv som jeg gør. Jeg har følt mig internet-voldtaget. Jeg har grædt over nogle grimme kommentarer og dumme mails, folk har været modbydelige overfor mig - gået personligt til mig, og det har gjort ondt. Derfor har jeg også skrevet om “den gode tone“. Man skal lære at gro et ekstra sæt hård hud, som skal fungerer som et skjold, til de dårlige oplevelser og kommentarer, man får med på vejen som blogger.
Men mest, er i der læser med herinde søde og rare, jeg syntes faktisk i skal have ros for at være så seje og modige med jeres kommentarer. Det er rart, det gør at jeg har lyst til at være mere modig med mine indlæg.

Nogle gange er det okay at være stolt af sig selv. Nogle gange er det okay at give sig selv et klap på skulderen og sige: “det har du sgu gjort godt”. Så kan det godt være at mine indlæg ikke altid ligger i toppen, af de mest læste på Bloggersdelight, det kan også godt være at mine læsere svinger lidt - fordi jeg skriver om alt i øst og vest. Men, jeg vil ikke have det på nogen anden måde. Jeg har fundet min stil som blogger - den er ganske forvirrende og meget personlig efterhånden. Jeg er stolt af det jeg skriver, jeg er stolt af jer der læser med. Jeg elsker hver gang i mailer eller kommenterer, det giver mig et større indblik i hvem der egentlig sidder og læser med.
Jeg kan ikke se mig selv stoppe med at blogge, men jeg skal måske være bedre til at prioriterer min tid som blogger. Når man har studie, arbejde, familie og venner ved siden af, så er det ikke altid nemt at finde tiden til at skrive gode indlæg. Jeg tror jeg vil øve mig i at være mere modig i mine indlæg, jeg elsker at skrive om tabubelagte emner og jeg har nogle på tegnebrættet, men de er ret voldsomme. Jeg vil være bedre til at tage fine outfit billeder, selvom jeg nok aldrig bliver modeblogger. Jeg vil være bedre til at skive lidt kortere indlæg, istedet for i tit skal læse sådan en lang roman.

Det har været en vild rutschebanetur de her 4 år. Vognen fortsætter og jeg kører glædeligt med.
Inden for det næste år kan jeg se frem til nogle flere rejser både i in- og udland, sjove projekter og vilde forandringer med bloggen. Jeg glæder mig til det hele, jeg glæder mig til at kunne dele det med jer. Så tak fordi i læser med, også selvom i hopper fra og til - det må man nemlig godt! Det kan også være voldsomt at læse med altid.. Så tak til jer, tak til mig og tak til bloggen. Læn dig tilbage og se en lille buket af gamle og nye billeder gennem bloggens historie:

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Nogle gange så må man bare tro på skæbnen og lade sig flyve med vinden. Tro på at vinden er i din ryg for en grund, den prøver at fortælle dig noget, alt du skal gøre det er at følge med og lade tingene ske. “Lade tingene ske?”.. Hvad nu hvis tingene allerede ved hvad der vil ske og det vil vælte dig bagover, som 100 vilde heste på en bar eng?

Den 19/4-16 startede dagen helt normalt, arbejde og et event om aftenen - det var ret almindelig for mig. Men der var noget med det her event, fordi af en eller anden grund var jeg tæt på at aflyse det - men det kunne jeg ikke. Jeg stod faktisk med mailadressen foran mig og jeg skulle jo bare skrive: “jeg er desværre blevet forhindret, så jeg kommer ikke”, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog med, selvom jeg ikke kendte nogle og selvom jeg kom en time for sent.

Jeg kommer ind og ser ham, jeg prikker en pige på skulderen og spørger: “er det der ham Malte?”, mens jeg henkaster mit hovedet i retningen af manden, pigen nikker jeg jeg fortætter imod ham.
Jeg kan tydeligt huske mine første tanker om ham, da jeg sneg mig forbi de andre mennesker: “høj, flot og alvorlig” tænkte jeg. Hvis jeg vidste at vi bare om under 2 uger ville befinde os nøgne i hans seng, så var jeg nok faldet ind i de stakkels mennesker.. Nej. Nogle ting er bedst at lade ligge i fremtiden hvor de hører hjemme, indtil man er klar til at åbne den gave.

Jeg betragtede ham på afstand og ønskede sådan at han satte sig ved siden af mig, men det gjorde han ikke. Jeg ønskede sådan at han ville følge efter mig ud på toilettet og kysse mig op af døren, hårdt og lidenskabeligt - det gjorde han heller ikke. Jeg ønskede inderligt at han ville bede mig om at blive, fortælle mig at jeg ikke måtte gå - det gjorde han heller ikke. Hvorfor skulle han også det? På den anden side, hvis han havde gjort det, så var jeg nok blevet skræmt og syntes at han var en smule pervers! Så var jeg nok ikke endt nøgen i hans seng, efter lidt for mange shots og lidt for mange søde blikke 2 uger efter.

Jeg gik ikke derfra og var forelsket i ham, men jeg gik derfra og havde ham i mine tanker. Han cirkulerede rundt i mit hoved og jeg kunne ikke gøre noget ved det, det havde jeg heller ikke lyst til. Jeg var i et stadie som jeg aldrig har været i før, han fyldte mine tanker, selvom vi dårligt havde udvekslet 3 ord sammen, han fangede min opmærksomhed og det var vildt sexet og voldsomt skræmmende. Da jeg dagen efter fik en mail og der stod “Malte” i afsender feltet, så vidste jeg at jeg var nødt til at igangsætte: “projekt-få-en-date-med-ham-den-høje”. Læs alt om det i vores kærlighedshistorie HER, HER, HER og HER.

Nu sidder jeg her et år efter og skriver mine erindringer ned, mens jeg til venstre for mig har en lige så høj, lige så flot og lige så sexet mand liggende ved min side. Så man kan roligt sige at det var det bedste event jeg nogensinde har været til, en bedre goodiebag findes nok ikke.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

påskeliljerne blomstre på sidste vers. Mine var i hvert fald døde da jeg kom hjem fra Odense i forgårs. De fleste af os er begyndt på arbejde igen idag, jeg snupper lige en ekstra fridag inden studiet kalder på mig i morgen.

Jeg har taget et bevidst og aktivt valg om at være mindre online i ferierne, især de ferier Malte og jeg tilbringer i Odense. Jeg har virkelig slappet af i alle kroge af min krop de sidste par dage, det har været helt fantastisk og meget tiltrængt. Der er simpelthen sket så mange små ting i mit liv, som jeg er nødt til at dele ud af. Hver for sig er de måske lidt underlige, men i det store billede, så har de gjort det til en fantastisk påskeferie.

Jeg kom igennem 2 bøger i ferien. Jeg fik læst “Transfervindue” af Maria Gerhardt. Det er også hende der er forfatter til “Der bor hollywoodstjerner på vejen” som jeg også har læst. Maria er måske for nogle bedre kendt som Djuna Barnes som var hendes kunstner navn som DJ. Hun døde desværre for ikke så langt tid siden, hvilket påvirkede mig helt ekstremt. Måske fordi jeg var så vild med hendes bøger og skrivestil. Hun nåede desværre kun at udgive de to bøger og en digtsamling der hedder “Amagermesteren“. Hendes seneste og sidste bog “Transfervindue” læste jeg på én dag, dels fordi den er ret kort men også fordi hun fanger læseren med hendes ualmindelige flotte billedesprog. Den er skrevet mens hun er på hospice, mens hun er rigtig syg. Jeg fik et koldt gys ned af ryggen da jeg så undertitlen: “Fortællinger om de raskes fejl” - av. Den er pisse hård at læse, jeg knækkede sammen i gråd flere gange og jeg var simpelthen nødt til at dele nogle af hendes ord med Malte. Den har sat sig godt fast i mig, som kun en god bog kan gøre.

Den anden bog jeg læste var “Døde piger lyver ikke“, som åbenbart er en ret populær serie på Netflix. Jeg fik bogen anbefalet af min roomie, idet at det er hendes yndlingsbog. Lettere skeptisk gik jeg igang med bogen og slugte den på meget få dage. Bogen handler om en pige ved navn Hannah, hun har begået selvmord som 16 årig og hun giver så 13 mennesker skylden for det. Hun har indtalt nogle bånd fra hendes sidste timer, hvor hun forklare hvad de forskellige personer har gjort ved hende. De bånd bliver så sendt rundt i rækkefølge til de personer der optræder i hendes historie. Vi møder Clay, som er/var blændende forelsket i Hannah. Vi følger historien fra hans synspunkt når han høre båndene, mens vi hører Hannah fortælle om alle de her forskellige mennesker der er skyld i hendes død.
Jeg vil indrømme at jeg blev først rigtig fanget af bogen halvvejs inde i den. Måske er det fordi at jeg slet ikke kan relaterer til det, denne her stakkels pige går igennem, fordi jeg er 9 år ældre end hende. Dengang jeg var 16 så dealede jeg med nogle helt andre “problemer”, så jeg er nok en kende for gammel (shit) til denne her bog. Bogen er dog fuld af håb, den er ret godt skrevet og jeg er helt sikker på at unge mennesker, måske lige tænker en ekstra gang over, hvordan man behandler hinanden. Måske er det bare mig der lige syntes at selvmord er en kende for dramatisk, hvis man render rundt og har det svært.. Men det er faktisk en ret fin bog, som jeg gerne vil anbefale til de lidt yngre, måske mennekser under 20 år for det meste.

Så til en lille filmanbefaling. Malte, jeg og hans mor så filmen “Captain Fantastic” forleden i Odense. Jeg vidste at Viggo Mortensen var med, jeg vidste han var blevet indstillet til en eller anden pris for den, mere vidste jeg faktisk ikke. Kino skriver et resume af den: I ‘Captain Fantastic’ har familiefaren Ben slået sig ned i skoven med sine seks børn, hvor han gennem flere år har lært dem, hvordan man overlever i naturen uden hjælp fra moderne fornødenheder. Men da moren dør, efter længere tid på et psykiatrisk hospital, beslutter Ben sig for at forlade sit hjemmelavede paradis og tage børnene med til begravelsen. Turen gennem det moderne samfund bliver en rejse, der kommer til at forandre alle involverede parter.
Kender i det hvor man lige skal sove på en film? Altså ikke bogstavelig talt, men you know.. Ligesom det også er smart lige at tage en powernap hvis man har været uvenner med sin kæreste, så sover man lige på det, så siger man mindre dumme ting - true story!
Jeg vågnede op dagen efter og filmen sad stadig i min krop. Jeg syntes den har nogle så fine og vigtige dilemmaer og problemstillinger, som de fleste af os står overfor. Den lægger op til debat og det syntes jeg er mega fedt. Den viser at vi er forskellige mennesker som vælger at leve vores liv på forskellige måder, selvom det ikke altid er nemt. Den er pisse fed, det er en af de bedste film jeg har set i rigtig lang tid. Den vil jeg meget gerne give en fin anbefaling.

- Det var faktisk meningen der skulle en hel del flere ting på denne liste, men jeg er forsinket i min studiegruppe. Jeg har ikke været i bad efter træning og skal mødes med dem om 30 min. Så for at indlægget heller ikke knækker halsen på jer, så stopper jeg her.

Håber i alle sammen har haft en fantastisk ferie og har fået slappet af og bare nydt nuet. Så håber jeg også at denne her anbefalings-ting med bøger og film jeg har gang i, er spændende nok for jer.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Noget af det sværeste i et forhold, det er at kende sine grænser. Det er uhyrer vigtigt at du husker at sætte dine grænser, tegne dem på den kolde jord og vide hvor du står. Det er bare også uhyrer vigtigt at du kender dine grænser og ved hvor de går.

Hvad nu hvis man ikke ved hvor ens grænser går? Hvis man først opdager det, når det er for sent og ens partner allerede har bygget hus og have, på ens side af kridtstregen?

Jeg tror at der rundt om os er forskellige grænser, nogle er optegnet med lysegrønt farvekridt, mens andre er tegnet op med en skovl ned i jorden, som en voldgrav omkring os. Vi skal nemlig også kunne rykke vores grænser og gå på kompromis med dem, overfor vores livspartner. Hvornår ved man så om man er for stædig med sine grænser? Hvornår går man fra at være en selvsikker og stærk person med gode grænser - til et stædigt æsel, der bare ikke gider at rykke sig en millimeter?

Da jeg fik et form for angsttilfæde i starten af mig og Maltes forhold, der lyste mine grænser op rundt om mig. Jeg mærkede prompte hvor de gik og det her var for meget for mig. Det var ikke Maltes skyld, hvilket gjorde at jeg havde meget svære ved at holde på mine grænser, fordi han ikke har været med til at tegne dem.

Malte stod på sin grænse, som var langt væk fra min - vi snakker Honolulu vs. Malmø langt. Jeg var ikke i stand til at rykke mine grænser, ikke endnu og ikke uden hans hjælp. Ser du, jeg tror nemlig at der findes virkelig mange grænser rundt om en. Her, lad mig illustrerer det for jer:

Som i kan se på min kunstneristiske tegning, så har jeg prøvet at vise hvordan jeg tror ens grænser ser ud, hvis man kunne se dem. Der er forskel på grænser, nogle er ikke så stærke og dem kan du nemmere rykke, også har du helt sikkert nogle grænser som du ikke lige forstår - dem kalder jeg de forvirrede grænser. Men vigtigst, så har du dine stålfaste, stærke og ugennemtrængelige grænser, som er med til at gøre dig, til den du er.

Malte trådte udover hans egen grænse, han forlod den på den kolde jord, også gik hen og samlede mig op. Jeg lå i fosterstilling og klamerede mig til min lille dumme grænse, fordi alt hvad jeg troede og følte var rigtigt, var indenfor denne her åndssvage grænse. Han samlede mig op, krammede mig og tog mig væk fra min grænse. Sammen tog vi hver vores yndlingsfarve i kridt og tegnede en ny grænse, som gik rundt om ham og jeg - en fællesgrænse. Herinde deler vi noget som er blevet dannet kun af ham og jeg, dannet af kærlighed. Det er noget kærester, gode veninder, familiemedlemmer kan gøre sammen - tror jeg.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at stole på sine grænser, på den måde stoler du også på dig selv. Ved at stole på dig selv, så må du heller ikke være for stolt til at indrømme at din 10 år gamle grænse, måske trænger til en opfriskning - fordi du har ændret dig og det har dine holdninger også.

Det handler om at finde balancen, balancen mellem at stole på sig selv - men ikke blive for stædig og snæversynet. Grænserne er til for at passe på os, de passer på at vi ikke bliver såret, det er endnu en fantastisk evne kroppen har. Men vær ikke for stolt til at gå ud fra din grænse, måske tage den under armen og rykke lidt på den engang imellem - på den måde udvikler du dig selv og din forståelse for hvad du kan og hvad du vil.

Men alt dette her er selvfølgelig bare et gæt og et kig ind i mine tanker - du sætter selv grænsen (høhø) for hvad du tror på.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+