Jeg sad sammen med to veninder forleden. Vi er 3 meget forskellige piger, men vi har alligevel noget sammen, som er utrolig unikt. Den ene har jeg kendt siden 14 års alderen, den anden lærte jeg at kende da jeg begyndte i 10’ne klasse i Kastrup. Vi kommer fra forskellige baggrunde, vores forældre minder ikke om hinanden, vi har hver især forskellige former for søskende konstitutioner, vi er opvokset med forskellige former for pædagogik. Så, vi er ikke ens, vi har ikke været udsat for det samme lort og er derfor alle mærket af det.
Vi tømte nogle øl dåser og 2 flasker vin, mens vi lystigt delte ud af vores liv. Det var lang tid siden vi 3 havde været sammen, så der var masser af ting der skulle vendes… Timerne fløj om ørene på os imens vi ventede på vores indiske mad vi havde bestilt fra Just Eat.
imens vi drikker og spiser kommer vi ind på mænd. De satans mænd.. Min skønne veninde siger: ”ja jeg ved det, men det kan jeg ikke.. Jeg er jo forelsket i ham!”.. Vi nikker indforstået til hende, fordi vi alle sammen kender præcis den situation hun står i.
Da pigerne gik hjem og jeg roligt tøffede rundt og gjorde rent vandrede mine tanker.. Vores samtale havde sat sig på mig, jeg kunne ikke finde ud af om det var godt eller skidt. Mens jeg hældte de sidste dråber øl ud i vasken slog det mig: vi er alle forskellige.. Det lyder banalt og lige til, men det er rigtigt. Jeg skrev øverst i indlægget at vi 3 piger kommer fra forskellige baggrunde, fra forskellige søskende og forældre.. Vi er 3 meget forskellige piger.
Det jeg fandt frem til det var at vi jo ikke er så forskellige som vi tror. Vi rummer alle et hjerte som har tape, sikkerhedsnåle og klisterbånd på sig. Vi har alle en stor kuffert stående bag os, fyldt med fortidsskelletter og dæmoner. Vi har alle sammen stået i samme situation.. Vi har givet vores hjerte til en dreng, vi har forelsket os, stolet på ham og glemt os selv i det hele.
”Jeg troede aldrig at jeg skulle stå i sådan en situation, jeg troede jeg var stærkere end det!” – luften i lokalet bliver tyk af samvittighed og hjerteråb.
”Du er pokkers stærk! Du elsker.. Du åbner dit hjerte, du afleverer det i hånden på ham med blottet krop og sind.. Du er et af de stærkeste mennesker jeg kender! Du er ikke svag fordi du fik knust dit hjerte, du er stærk fordi du tog en chance!”
Tidligere samme dag, havde jeg snakket i telefon med en kær hjerteveninde som også havde ondt inden i for tiden. Jeg havde lyst til at kravle igennem telefonen og kramme hende, fordi jeg ved at hun kun fortjener det bedste. Jeg ved også at intet i det der er sket er hendes skyld.. Hun har lagt sine følelser foran sig til ham, dem tog han ikke imod, men det er ikke hendes skyld.
”Jeg er en følelsesmæssig luder” sagde jeg til Malte for lidt siden. Jeg er ikke bange for mine følelser, men jeg ved at andre har brug for mere tid til at åbne sig. Jeg har valgt at ligge alt på ét bræt, det er måske ikke så klogt, det vil tiden vise. Jeg kan vælge at give alt jeg har til Malte, lægge mit hjerte i hans hænder og stole på at han passer på det, eller jeg kan vælge at lade min tjørnekrat vokse sig stort og mørkt. Hvis jeg en dag bliver såret (7-9-13) så ved jeg at det ikke er fordi jeg holdt igen. Det er ikke fordi jeg er svag, det er ikke fordi jeg ikke gav nok af mig selv..
Du kommer måske til at lægge dit hjerte i mange forskellige og betændte hænder, inden du finder den rigtige hånd. Hjertet kan klare det, det har en fantastisk evne til at hele sig selv.. Men du må, uanset hvad, aldrig give dig selv skylden for at tro på den chance du så foran dig.. Det gør dig på ingen måde svag, det gør dig til et ualmindeligt stærkt menneske.
