Det her er virkelig det 8. indlæg jeg går igang med, jeg har siddet og gloet ind i denne her tossede skærm i flere dage. Det sitre i mine fingre fordi jeg har lyst til at skrive, men første etagen er ligesom lukket ned, sååå…
Alle mine indlæg starter ud så fint og flot, men ender i “Jeg har stress og krise, jeg spiser for meget chokolade.. ” Så nu tænker jeg, at jeg starter ud med det, også skriver om noget andet end det, fordi det gider jeg ikke skrive om.
Kloge mennesker kunne så passende tilføje nu: “Jamen Caroline, så lad da være med at skrive, tag den med ro, slap af, lad være at stresse over bloggen .. osv osv osv” De kloge mennesker kunne passende have ret, udover det har de ikke, fordi jeg virkelig gerne vil skrive, mangler bare noget at skrive om.. Det kan da ikke være så svært. Har haft denne pokkers blog i 2,5 år, jeg må sguda kunne finde på noget.

Jo, modtog en mail fra en læser, der spurgte om jeg var “sund” under denne periode af mit liv. Hun har selv haft det svært, og det var endnu svære at gå og have dårlig samvittighed over du popper pizza og slik i munden, samtidig med dit indre er i totalt ubalance.
Det var faktisk for ganske få dage siden jeg kiggede mig i spejlet og så hvor meget min hud var slået ud, at jeg kom i tanke om hvad jeg egentlig havde kørt ned i kæften på mig selv.
Regnede frem til at jeg i over 2 uger har spist chokolade HVER dag, og ikke et par stykker, nej .. plader chokolade. ( lyder det ikke herligt? ) Det var så også det eneste jeg næsten havde spist. Vand havde jeg erstattet af Cola Zero.
Slog jeg mig selv oven i hoved pga af det? NEJ. Fik jeg dårlig samvittighed? NEJ. Var jeg faktisk pisse ligeglad hvad jeg puttede i munden? JA.

Jeg er en sundhedsrealist, jeg tror på sund og varieret kost, IKKE diæt. Jeg syntes BMI er noget fis, det beviser intet. Jeg syntes tallet på vægten skal fucke af helveds til, i stedet skulle der komme en rar besked ud af vægten: ( sig det lige med robot stemme ) “Hej, du ser godt ud i dag” .. “Woow, den numse skulle ikke gå to gange igennem mit badeværelse” … “Du er smukkest når du smiler” ..
Det opfinder jeg. Og jeg intaler selv beskederne.

Jeg lever ikke skide sundt for tiden, jeg er dog begyndt at skift en plade Marabu ud med rugbrød, så det er en start. Jeg har været oppe og træne én gang, i løbet af de sidste 3-4 uger. Jeg har ikke stillet mig op på vægten, jeg er jo ikke idiot. Theis siger jeg ser godt ud.
For at være hel ærlig og irriterende, så er jeg vitterlig SÅ ligeglad, jeg har andre ting i som jeg jonglere med, om jeg spiser sundt eller ej, gider jeg ikke tænke på.

Hvis du har for tralvt med din sundhed, til at mærke efter hvad din krop faktisk har brug for.. Så har du et problem. Din krop og dig kommer i første række, sundhed kommer virkelig langt bagud. Slip “hvad nu hvis jeg tager på.. Ej det er usundt.. Det kan jeg ikke spise.. Jeg har ikke trænet i evigheder.. Ej JEG BLIVER TYK!”
Og indtag: “Jeg gør det her for MIG.. Jeg har RET til at være egoistisk.. Jeg skal gøre dét der gør MIG glad..”.
“Jeg er vigtigst” ..

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg fik af vide, lad være med at tænke for meget over tingene, lad være med at sætte ord på følelserne altid, lad være med at analyserer dig selv og din situation.. Mærk efter i maven: gør det mig glad, eller ej?
6 små ord, så svære at besvarer.
Er jeg ok eller ej? Lys, mørke. Ind, ud. Kæmp, opgiv. Lev, død.
VÆLG..

Jeg venter på dagen går, så i morgen kommer.. Men i morgen sker der præcis det samme som i dag.. Jeg venter på dagen går, så i morgen kommer.

Jeg har gode dage og dårlige dage, det er normalt. Jeg er ikke syg, jeg er ikke døende. Jeg har stress, og jeg har accepteret det..
Da jeg var mindre, og jeg havde travlt, tonsede rundt og skulle nå det hele på den halve tid, så brugte jeg udtrykket: “Arg, jeg får stress..” Det er et normalt udtryk, er sikker på flere har brugt det. Min far hørte mig så sige det en dag, han svarede: “Caroline, du har ikke stress. Stress er alvorligt. Du har bare lidt travlt!” .. Jeg stoppede med at sige det. Kan se i dag han havde ret, stress er alvorligt, og det er virkelig ikke noget man skal lave sjov med.

Jeg har trukket stikket ud, jeg har sagt op på mit ene job, jeg har aflyst alle aftaler jeg havde, jeg har holdt pause fra mine yndlings ting, bl.a bloggen og træning. Jeg har ikke trykken for brystet længere, så meget i hvert fald.
Nu er jeg så i tvivl.. Hvor længe skal der så gå, før jeg igen ser mine regnbuer? Hvor længe går der før jeg er ok igen? .. Det er der selvfølgelig ikke noget facit på, den er jeg med på. Men måske er jeg på rette vej, også lige pludselig vågner jeg op, og verden er lidt smukkere dag for dag..

Jeg er en glad pige, jeg er en smilende og “let til at le” pige.. Hende er jeg stadig, bare lidt færre dage end jeg plejede. Det er okay, ikke at være glad altid. Det er okay at vise man bare er et menneske. Det er okay at sige: “Hold kæft en lorte dag i dag” ..
Lad være med at sætte ord på hver enkel følelse du foretager dig, lad være med at finde en grund til at du er trist eller glad. Du har alt ret til at være totalt happy, uden at vide hvorfor. Du har ret til at bande og svovle og bare være sur, uden nødvendigvis at skulle sætte ord på det. Det gør dig ikke uperfekt, det gør dig til et menneske.

Jeg har gået længe og tænk over bloggen og mit forhold i denne situation. Skal jeg lukke den ned, skal jeg blive ved med at holde pause.. Skal jeg skrive om det? ..
Min blog har altid været ærlig ( for ærlig til tider ) .. Den hjælper mig med at sætte ord på de ting jeg går rundt med inden i. At skrive om det skal få mig til at blive klogere på mig selv, ikke grave mig dybere ned i det hul jeg i forvejen ligger i.
Jeg har besluttet mig for at skrive om det, hvis jeg i maven kan mærke det gør mig glad. Og JO bloggen gør mig glad, og jeg savner at skrive.

Jeg tror vi kan hjælpe hinanden her, jeg ved i hvert fald at de kommentare/mails i sender mig, hjælper mig. Man kan hurtig føle man er alene i sådan noget, andre forstår ikke hvad det er der foregår inden i, og du er for træt til at snakke om det.. Vi er alle mennesker, udover om natten, der er jeg Batman.. Men ellers er vi dødelige mennesker, vi begår fejl, vi bliver forladt, vi bliver elsket, vi er glade, vi er sure.. Vi er perfekte, uperfekte..

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg kan ikke gøre for det, jeg er nødt til at skrive. Min blog har alle dage været mit frirum, og det kan ikke være dén der stresser mig, det kan det bare ikke.
Jeg var til lægen, hun bad mig om at gøre ting jeg elsker, jeg straks tænke jeg: Blog, tegne, kaffe, chokolade, varm dyne. Dérfor kan den ikke være en stressfactor.

Det kom jo ikke bag på mig, der var noget galt. Når ens krop signalere det så tydligt, at du dårligt kan trække vejret, så søg læge. Min læge var heller ikke i tvivl, det var stress, og angst. Angsten i kroppen bliver stærkere nu mere stresset du er. Hvad kan man gøre når man får det af vide? Græde selvfølgelig. Og blive henvist til en psykolog.
Jeg er åben omkring det på bloggen, fordi jeg VED jeg ikke er alene i denne situation, det er noget mange af jer har prøvet i større eller mindre grad. Og det er okay, ikke at være okay. Men det er IKKE okay at gå med det alene.

Det er aldrig rart at acceptere du ikke har det godt, men accept er første skridt på vejen til at få det bedre, ligesom alt det pladre jeg snakker om med kroppen. Tror ikke man kan sammenligne de to ting, men du forstår hvad jeg mener.

Jeg er skide hamrende bange. Når jeg sidder i min sofa, med kaffe, cola og bland selv slik, så føles min krop rar og normal. Men hvis jeg blev spurgt om at gå i Netto efter mælk, så ville jeg nok græde, fordi det ville være for hårdt. Min krop er virkelig ustabil, og mine hormoner banker rundt i kroppen, som var jeg 13 år igen.
Jeg ved hvad jeg skal gøre, for at få det godt igen, men problemet er, at jeg ikke kan. Jeg har brug for en der gør det for mig, fordi jeg slet ikke kan. Er splittet, har lyst til at råbe mig selv ind i hoved: TAG DIG SAMMEN.. Men har også lyst til at putte mig under dynen og slappe af. Vælger dør nr to i dag.

Jeg har ikke lavet andet de sidste 48 timer, end at se platte B film, hvor folk ikke har problemer. Jeg kan ikke se film hvor folk dør, eller nogle går fra hinanden, så ringer jeg til Theis og råber: DU MÅ ALDRIG FORLADE MIG!! .. Nej.. Derfor har jeg set umådelig meget disney. Jeg købte en malerbog på vej hjem fra lægen, fordi jeg skulle finde noget der gjorde mig glad. Så jeg har farvelagt Ariels hår, Askepots sko og hele pivtøjet. Det var rart, mens jeg så Disney film, og åd slik.

“Caroline, det skal nok gå” - Den klassiske kommentar. Selvfølgelig skal det nok gå, men lige nu, har jeg det svært. Lige nu går det ikke så godt.
Jeg er omkring af en familie, venner og kæreste der elsker mig, jeg er elsket. Men stadig har jeg det svært. Det skal nok gå, fordi jeg arbejder på det. Men lige nu, er jeg skide bange, og ked af det.

Så bloggen er ikke tilbage efter en mini pause, fordi den er ikke sig selv, jeg er ikke mig selv. Måske vil jeg skrive lidt indlæg, måske ikke. Måske bliver den mørk og dyster, måske skriver jeg om farven rød. Jeg leder stadig efter mine regnbuer og magiske væsner,
men jeg har accepteret at jeg ikke er okay, og dét er okay.

• Share on Facebook.
• ikke at være okay.." data-url="http://carolinethorsfelt.dk/2015/09/jeg-er-sgu-da-bange/" data-count="horizontal" data-lang="da_DK" data-via="" rel="nofollow" target="_blank">Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg har “annonceret” på de sociale medier at bloggen holder pause. Det er bestemt ikke en beslutning jeg er vild med, men tror det er en nødvendig beslutning.
Jeg har i 3-4 måneder gået og haft ondt i brystet/hjertet, i hvert fald venstre side af brystet. Jeg troede det var muskelspædinger, men da jeg en dag ikke kunne trække vejret ned i maven af ren smerte, så besluttede jeg mig for at gå til lægen. Lægen mente det skyldes mavesyre, fordi jeg enten drikkede for meget kaffe og cola, eller havde stress. Jeg fik mavesyre piller, skåret ned på kaffe og cola, men her en uge efter har jeg stadig meget ondt.
Det er noget der stresser mig i min hverdag, jeg er nødt til at finde ud af hvad det er. Eller det vil sige at jeg godt ved hvad det er. Jeg har levet i et år i en ny by, uden job, venner og penge. Jeg har ikke vidst hvad jeg skulle i Odense, jeg har intet tilknytnings forhold til byen. Jeg har løbet rundt mellem forskellige jobs for at få tingene til at hænge sammen, jeg har lært en masse mennesker at kende, jeg har skulle takle at bo ude for første gang. Jeg kom ikke ind på mit studie nu hvor jeg ville, men først til februar. Jeg har to jobs, som er morgen og aften, så jeg står op kl 4.30, og det slider på min krop. Jeg var de første par uger med 2 jobs, fuld af energi, jeg trænede når jeg havde fri fra mogenvagten, inden jeg skulle på job igen om aftenen, jeg lavede masser mad i mit køkken igen, mit overskud var retur. Indtil det var væk igen og min krop bruge så mange kræfter på at restituere sig selv inden næste job. Ingen af stederne kan jeg være specielt mange timer, så måske skulle jeg ud og lede efter et 3. job, for at få det til at løbe rundt…

Min blog har været mere dyster og mørkere end den plejer, i nogle indlæg kan jeg ikke kende mig selv mere. Jeg er pigen der tror på enhjørninger og regnbuer, der løber rundt med rottehaler i min egen drømmende verden. Den pige skinnede igennem på min blog længe, men hun er væk.. Når jeg har haft dårlige dage har mine indlæg været virkelig mørke, og mange indlæg har jeg slettet igen, fordi jeg har fortrudt dem. Min veninde sagde til mig: “Caroline, STEP AWAY FROM THE BLOG” når jeg har det skidt, og det har hun ret i.

Jeg kan ikke vælge mine jobs fra, fordi så har jeg ingen penge, jeg kan selvfølgelig finde et andet job, men de hænger ikke lige på træerne.. Jeg kan skærer ned på min træning, men tvivler på at dén giver mig stress. Jeg kan skære ned på aftaler med veninder, men dem har jeg ikke mange af, ikke i Odense i hvert fald.
Jeg tænker på bloggen 10-50 gange om dagen, den fylder utrolig meget, ligeså gør instagram og Facebook ( min blogs facebook ).. Jeg tænker over indlæg, over billeder, over læsere, over sponsoreret aftaler.. Min blog er mit frirum, og det har den altid været.. Det er nettop derfor jeg holder en pause, fordi jeg vil ikke have jeg bliver træt af den. For at den altid vil være så magisk og fantastisk for mig, så er jeg nødt til at få den på afstand, så den igen kan blive magisk og fantastisk for jer.

Jeg skal til lægen igen på fredag, det underede heldigvis også dem, at mine smerter stadig var slemme.
Om det bliver en pause på en uge eller flere måneder ved jeg ikke, men jeg er nødt til at finde ud af hvad bloggen gør for mig. Finde ud af om den stresser mig, eller om den faktisk er mit kreative frirum. Jeg har brug for at tro på enhjørninger igen, brug for at tro på at man kan gå på regnbuer igen…

….To be continued

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg kiggede min kæreste telefon igennem, og det er ikke fordi jeg er en mega mistillid kæreste agtigt person.. Jeg kiggede på vores gamle feriebilleder, og de ligger på hans telefon, billeder jeg ikke har kigget på i et år tror jeg. Det er 2 år siden vi var på Santorini, i 15 dage, den mest fantastiske ferie nogensinde.
Det er 2 et halvt år siden, jeg begyndte at tabe mig og være sund. Læs evt mere HER.
Jeg vejede 52-53 kilo på denne tur, nu ligger min vægt på 62 kilo.
Jeg var en glad pige, jeg var en positiv pige, og jeg havde det rigtig godt. Jeg vidste bare ikke at fordi jeg behandlede min krop som jeg gjorde, så gav det bagslag længere frem.
Jeg har aldrig sultet mig selv, men jeg spiste lige præcis det jeg måtte og ikke over. Jeg har aldrig sat begrænsninger for mig selv, jeg rørte bare ikke noget der hed kulhydrater eller sukker.
Jeg var besat af at kigge på mig selv, men ikke som nu hvor jeg kigger og elsker, men jeg kiggede og så hvor der kunne være forbedringer. Jeg tog konstant billeder af mig selv, målte mig selv, vejede mig selv. Jeg så ikke mig selv som tynd, jeg ville gerne være tyndere, så mine lår ikke rørte hinanden når jeg stod med samlede ben, min mave skulle være flad når jeg sad ned. Hvorfor? .. Fordi jeg troede jeg først blev lykkelig når jeg blev tynd. Tynd nok til at alt tøj ville sidde flot, tynd nok til at mine veninder ville blive misundelige, tynd nok til jeg var god nok. Det nederste billede i indlægget, ville jeg ikke have Theis lagde på Facebook, fordi jeg syntes jeg så tyk, TYK ud.. Jeg var aldrig god nok for mig selv, fordi jeg aldrig lignede de piger på Instagram..
Det er så sørgeligt, og jeg begynder faktisk helt at græde af at skrive det, fordi det gør ondt. Det er sandheden, men det er ikke en sandhed jeg er stolt af.

Jeg vil ikke kigge på de her billeder og tænke:” Ej.. stakkels pige.. puha.. øv, godt jeg har fået det bedre nu!” .. Fordi jeg havde det godt, det var en dejlig ferie med manden jeg elsker. I det øjeblik jeg levede det, dér var jeg glad. Det er først efterfølgende jeg fandt ud af at jeg løb om kap med vinden.. Jeg kunne aldrig vinde.
Jeg troede det var alt eller intet, enten trænede jeg hele tiden og spiste sundt konstant, eller også så gjorde jeg ikke, og jeg var inde i det for at vinde det, derfor satsede jeg mine penge på hest nr. 1.
Jeg led ikke af nogle spiseforstyrrelse, eller den der trænings afhængigheds halløj.. Men hvis jeg ikke havde ramt den mur, som jeg kalder for virkeligheden, og faldt om, så jeg var nødt til at ligge ned i længere tid.. Så havde jeg muligvis nået derud, hvor jeg skulle have hjælp.

Det er skræmmende, du kan ikke selv se det når du selv lever i det. Jeg kunne ikke se jeg havde tabt mig så meget. Jeg kunne kun se frem, se hvor meget jeg endnu ville tabe mig. Når mennesker omkring dig siger du har mørke render under øjnene, du ser træt ud, du ser udmattet og udsultet ud, så er der måske noget om snakken. Selvom jeg godt kunne lide de kommentarer, det betød jo at folk kunne se jeg havde tabt mig, og det var jeg stolt af, dengang.

Jeg var ikke en dum pige, jeg var nok bare naiv. Jeg vidste ikke bedre. Det gør jeg nu. Accept handler ikke om vægt, om BMI, om mål på dine lår, om du har numse eller ej. Accept handler om at du er tilfreds i din krop, at du kan lide at leve i den, også er det egentlig ligegyldigt hvordan den ser ud, så længe DU er glad.
Det var en hård og lang vej at komme fra hvor jeg var der, til hvor jeg er nu.. Men jeg er stolt af mig selv.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+