Lad os snakke om: Jalousi.

Uha, den pokkers store lyserøde elefant i rummet, som ingen gider/tør snakke om.
Jamen jeg er jo ikke kendt, for at ligge skjul på sådan nogle “tabu-emner”, så derfor vælger jeg at skrive om det.

Jalousi er en skræmmende stor ting, som kan vokse sig stor og farlig, og som til sidst kan have fatale konsekvenser for dig, og dem du er sammen med. Jalousi kan fremtræde i forskellige skikkelser og størrelser, men som regel er det aldrig en god ting. Som regel er det noget der kan være med til at vise de værste sider hos dig.
Jeg vil i dette indlæg bevæge mig ind i jalousi i parforholdet, selvom det er et skide følsomt og svært emne at skrive om. Måske syntes jeg det er svært at skrive om, fordi jeg selv oplever jalousi i mit parforhold for tiden. Dette skyldes ikke Malte og det skyldes på en måde heller ikke mig, men det skyldes min fortid (læs mere nederst i indlægget HER).
Jeg var uheldig at forelske mig i den forkerte person, som udelukkende morede sig ved at knække mig i tusinde stykker - hvorfor vides ikke, og det kan også være ligegyldigt nu. Jeg var ikke jaloux i hans og mit forhold, fordi jeg var så blind af forelskelse, jeg troede fuld og fast på at hans “veninder”, bare var veninder - men de var nok mere: “veninder som han hyggede sig med, mens han løj om det overfor mig”. Det fandt jeg først ud af alt for sent, og et chok af vrede og sorg bredte sig ud i alle afkroge af min krop. Det er ikke rart at blive trampet på, af en person man stoler på - men jeg vidste ikke hvad det ville gøre ved min krop 4 år efter.

Malte fortalte mig for starten af, at han har utrolig mange pigeveninder, og det var helt fint for mig. Jeg har selv en del meget tætte drengevenner, som jeg aldrig vil undvære. Det hele var faktisk skønt, indtil han en dag skulle ud og spise brunch med en veninde. En strøm af inderlig vrede og sorg bredte sig i min krop, jeg fik flash-backs som jeg havde glemt og min krop føles ikke som den krop jeg kender. Jeg kunne med det samme mærke alle de følelser jeg har brugt 4 år på at bearbejde, jeg kunne ikke styre det - jeg græd, mens mit hjerte galoperede derudaf med 2345 km i timen. Jeg blev så inderligt vred på mig selv, hvad skete der?

Fuld af forargelse og pinlighed tog jeg hjem til min mor og snakkede med hende om det. Hun kiggede meget forstående på mig og sagde: “Jamen skatter.. Tænk på at din krop hat fået et chok, et chok som du kan sammenligne lidt med traumatiske oplevelser. Du har gået i 4 år og haft det fint, men det chok sidder så langt inde i alle dine nervebaner og dine knogler, uden du har lagt mærke til det. Det blev udløst, fordi din krop pludselig mærker noget, som den forbinder med en helvedes masse smerte - det hverken din eller Maltes skyld.”
Jeg græd igen - græd fordi den snotklud af en idiot (ja, undskyld mit franske), stadig sidder i mig, efter jeg har brug en helvedes masse psykologtimer på at få ham ud!

Det er en pinlig indrømmelse, det er ikke noget jeg på nogen måde er stolt af at skrive - men jeg er kommet frem til den konklusion at det ikke er min skyld! Jeg har været udsat for nogle grumme ting i min fortid, som irriterende nok påvirker min nutid og nok også fremtid, hvis jeg altså ikke belyser det her “problem”.
Jeg kender folk, som er gået fra hinanden, fordi der har været for meget jalousi i forholdet. Det har dels været fordi at de ikke har stolet på deres partner, men også fordi at de ikke stolede nok på dem selv. Det betyder ikke at man er i et dårligt forhold, fordi den ene part et jaloux, men det kan skabe et dårligt forhold, hvis man ikke snakker om det. Jeg fandt jo ud af, at jeg var nødt til at dele min fortid med Malte, jeg var nødt til at dele mine sårbare sider, ellers ville det store grønne monster kun vokse sig større. Det var pinligt for mig, og jeg følte mig meget lille og svag. Jeg følte mig svag fordi jeg ikke var “stærkere” nok til at ignorere de dumme følelser og bare have det okay med det. Jeg fandt efterfølgende ud af at jeg på ingen måde er svag, jeg er bare menneskelig. Et mennesker som mærker alting utrolig meget, og som har brug for at få lagt det på bordet - så det gjorde jeg. Jeg blev mødt af kram, kærlighed og forståelse og det var rart for mig, men det betød ikke at mine følelser forsvandt - det er en bearbejdningsproces. Jalousi er noget de fleste af os er pinlige over at indrømme, mig selv inkluderet. Men hvis jeg vil have de her følelser væk, og have er okay - så er jeg nødt til at snakke om det og indrømme det overfor Malte, men også overfor mig selv.

Jeg er nødt til at accepterer hvordan jeg har det, før jeg kan få det bedre. Dette er egentlig en vigtig lektie i livet. Accepter tingene, ellers så forsvinder de ikke.