
Jeg gav et interview til en studerende fra Medie og Journalist højskolen i Århus forleden. Det var et langt interview om mig på baggrund af DETTE indlæg, jeg blev spurgt om en masse ting, om hvor min sundhed startede, hvornår den tog overhånd, hvorfor jeg ændrede livsstil osv. det var et utrolig spændene interview, men samtidig meget øjenåbnende for mig. Da hun spurgte mig om hvor og hvorfor min træning og blog startede kunne jeg sagtens svare, men da vi snakkede om hvordan jeg havde det da jeg trænede aller mest og var nede på 53 kilo, så kunne jeg ikke huske noget som helst. Jeg brugte hele den næste dag på at tænke og tænke, jeg kan ikke huske mig selv for et år siden, jeg kan huske mig selv, men jeg kan ikke MIG SELV, you see?? .. Jeg kan selvfølgelig huske hvad jeg lavede, min tid med min kæreste, veninder mm. men jeg kan ikke mig selv, jeg tog mig ikke tid til at trække mig selv til side og mærke efter “hvad har DU lyst til Caroline?” - Da jeg trænede på mit højeste, og faktisk ikke lavede meget andet, spiste på klokkeslaget hver dag, trænede hver dag, spiste ALDRIG usundt eller noget man “ikke måtte”, der har jeg sat min hjerne på en form for autopilot. Jeg kørte med 180 km i timen, hver dag, uden at stoppe op, mærke efter og se ind i mig selv.
Jeg var så fokuseret og snæversynet på træning, og jeg tænkte ikke på andet end at være trænet og blive set som “den trænede pige” og “Den sunde pige” , og der skræmmer mig af helvedes til at jeg har haft det sådan, hvem var den pige?
Har skrevet om noget alla dette før, og hvordan mit liv pludselig vendte sig, i foråret og jeg begyndte at accepterer min krop og ikke træne 24/7, den historie kender de fleste, ellers læs: her, her, her , og her.
Det skræmmer mig hvor lidt jeg kan huske, heldigvis skriver jeg meget dagbog og kan finde de fleste af mine tanker der i, men jeg plejer bare at have en god hukommelse. Jeg havde det jo ikke dårligt, jeg var ikke ulykkelig og jeg sultede aldrig mig selv, jeg havde et meget anderledes billede af sundhed, end hvad jeg har idag.
Nogle ting kører stadig på autopilot, når jeg fx. handler ind. Jeg tænker ikke over hvordan jeg spiser sundere i min hverdag, jeg tænker ikke over hvad jeg putter i min indkøbs kurv, det sidder bare på rygraden. Køber altid fuldkorn, køber aldrig hvidt brød, køber altid økologiske æg og mælk, køber altid bananer og gulerødder. Køber Cola Zero og ikke Coca Cola.
Vi var ude på en hyggelig cafe og lave interviewet, hun spurgte mig om jeg ville sige “ja”, hvis hun inviteret på hvid pasta med fløde sovs, og selvfølgelig vil jeg det. Hvis jeg skal hjem til folk og spise, spørger jeg heller ikke hvad vi skal spise, jeg spiser det der bliver serveret ( med mindre det er lam, hjerte, lever, leverpostej og gamle Ole ost.. )
Det er ikke svært for mig at være sund, men det var svært for mig at finde MIN sundhed, og ikke den “sundhed” der fyldte på de sociale medier.
Hvad nu hvis jeg om et år sidder og ikke kan huske dette? Hvad nu hvis jeg ændre min livsstil igen så voldsomt, at jeg syntes at jeg lige nu er helt galt på den.. Man skifter jo hele tiden meninger og holder ( til nogle ting ). Jeg kan sige at jeg ved jeg har MIG med i det, og jeg kan mærke mig selv igen, som den Caroline jeg ved jeg er..












