Dette er måske det 30. juleindlæg du nu læser idag, den 24 december, folk vil ønske dig glædelig jul, og bare håbe du får en dejlig aften.
Jeg vil selvfølgelig også ønske dig, kære læser, glædelig jul ( selvfølgelig ) ..
Julen for mig er min ynglings tid på året, eller det var det engang, og forhåbentlig bliver det også det igen en dag.
Vi har altid holdt meget af jul i min familie, traditioner, gaver, konfekt, sne, kager og kravlenisser. Luk øjnene og tænk “Jul”, hvad ser du så for dig? .. Jeg ser en varm stue, med varme i brændovnen, varme vægge, glæde og grin, levende lys, hjemmelavet adventskræns, og kram. Jeg ser mit barndomshjem, med min mor, far, søster, bror og 2 julemætte katte, jeg ser min familie. Det billede og det minde vil jeg nok altid holde fast i, det betyder meget for mig. Jeg ser 3 børn der løber rundt i huset, for at pynte det op, alt har sin helt egen plads og vi ved lige præcis hvor.
Men sådan ser min jul ikke ud mere, desværre. Mine forældre blev skilt for snart 5 år siden, da jeg var 18 år, det gjorde ondt på os alle, vi flyttede fra vores Krummehus ( det rodede altid på den helt rigtige måde ), jeg flyttede med min mor, min far flyttede for sig selv. Alle skilsmisser er svære, for alle, barn som voksen, men det sværeste var jul. For at være ærlig kan jeg ikke huske min jul efter mine forældre blev skilt, jeg kan ikke huske hvor vi var, jeg kan ikke huske hvad vi lavede, jeg kan ikke huske hyggen. Jeg tror vi droppede julen det år, vi fik selvfølgelig gaver, and og flæskesteg, men inden i, så var det ikke jul, ikke hos mig.
Juletræet stod i den forkerte stue, julenisserne havde en forkert plads, køkkenet lugtede ikke som det plejede, intet var som det skulle, mine forældre var ikke samlet. Vi gjorde selvfølgelig hvad vi kunne for at få en ordentlig jul, og vi havde det nok også rigtig sjovt, men det var jo ikke det samme, intet var det samme, selvom vi prøvede alt hvad vi nu kunne. Jeg stod med et keramik julehus, sådan et man kan sætte et lille lys i, jeg stod og kiggede på det længe, jeg kunne ikke give slip på det. Det lille dumme hus stod ALTID i vores entré, på den lille kommode, og der var altid lys i det, nu skulle jeg, helt alene bestemme hvor det nu skulle stå, i et andet hjem, uden den dumme entré og den dumme kommode. Jeg lagde huset ned i kassen igen, jeg kunne ikke gøre det.
Jeg var ikke klar, jeg var ikke klar til at give slip på min jul, på min ynglingstid. Det var MIN tid, min december, og den blev taget fra mig, uden jeg havde noget at skulle have sagt. Lige nu, når jeg skriver dette, græder jeg. Du skal ikke have ondt af mig, det giver mig bare blandede følelser at skrive om min jul. Minderne om min barndom i mit hjem kommer rullende ind, minder jeg har fortrængt kan jeg huske, men det er stadig stunder jeg aldrig vil opleve igen.
Min julestemning blev taget fra mig da jeg var 18, jeg bebrejder ikke nogle det, sådan er livet engang i mellem, har dog ikke accepteret at min julestemning er væk, derfor har jeg kæmpet for at få den tilbage. Hvert år juler jeg amok, høre kun julesange, spiser og bager julekager, pynter mit hjem fra top til tå, men når jeg lukker øjnene ser jeg stadig min lune stue i mit barndomshjem, også fyldes jeg med glæde og sorg.
Jeg håber og tror min julestemning kommer retur når jeg engang får et barn, et barns glæde om julen, et barns tro omkring julemanden og julemagi, det håber jeg får min julestemning tilbage. Indtil da, må jeg være sammen med min familie, holde fast i de gode minder og sammen skabe nogle nye, der altid vil vare ved.
Jeg skal fejre jul med min mor i år, sammen med mine søskende, moster, onkel, fætre, kusine, morfar + kæreste, og det glæder jeg mig til.
Jeg håber i alle får en skøn og dejlig jul, håber i samler nogle evige minder der vil vare for evigt, hold fast i dem.
