Jeg har vidst jeg var særlig sensitiv siden jeg var 19, så det er altså 4 år siden. Men jeg har altid været særlig sensitiv, det kan jeg se når jeg kigger tilbage på min barndom. Det var en stor hjælp, da jeg altid har følt mig fra Mars. Jeg dyrkede det utrolig meget, hvilket jeg stadig gør, bare ikke i samme grad, fordi jeg kender mig selv og mine omgivelser bedre nu.
Her et et udpluk fra mit liv:
Store mængder skræmmer mig, jeg skal snakke med så mange mennesker, det kan give mig et koldt gys ned af ryggen. Jeg føler jeg er så uinteressant at snakke med, med mindre jeg lige har fået nogle glas vin..
Jeg græder hver gang WSPA reklamen om tortureret dyr kommer på, jeg har doneret penge så mange gange, plus jeg betaler 50 kr hver måned. Har også utrolig stærke holdninger til Zoologisk Have, og mener det er dyreplageri, vil aldrig sætte mine fødder derinde igen ( rimelig øv, hvis jeg bliver pædagog, de er relativ tit i Zoo.. måske ændre det sig.. )
Hvis jeg får gæster på besøg bruger jeg HELE dagen på at gøre lejligheden pletfri, jeg dækker bord 8 timer før de kommer, og ryster på hele kroppen, hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Jeg gør tydeligvis rent, fordi jeg tror det gør at jeg er et bedre mennesker, og de ikke tror jeg bor i en sjuske dorthe lejlighed..
Jeg har problemer med at kigge folk i øjenene når jeg snakker, med mindre det er Theis eller min familie. Det er utrolig angstprovokerende for mig at se folk i øjenene længere tid af gangen, kigger ofte til ventre..
Hver morgen når jeg vågner, snakker jeg med mig selv. Jeg fortæller mig selv at idag skal være en god dag, også nævner jeg en liste af ting over hvorfor jeg skal være glad, og ikke ked af det.
Jeg har et temperement på størrelse med Lolland, det er dog uhyre sjældent jeg viser det. Jeg hader mig selv når jeg kommer op i det røde felt, kan dårligt styre hvad der kommer ud af min mund. Da jeg var mindre og teenager, så kunne jeg godt være slem. Men med årene er jeg blevet bedre til at styre det.
Jeg tager en mindfullness mindst 1 gang om ugen.
Hvis jeg har været sammen med mange mennesker, og snakket meget, så har jeg brug for tid for mig selv, ofte en hel dag efter, lige til at falde ned på jorden igen. Det kræver utrolig meget af mig og min krop, at være social, det ligger ikke naturligt til mig, jeg bruger mange kræfter på at smile, snakke, tænke på interessante spørgsmål og bare være der, uden at sætte mig over i et hjørne med min vin.
Hvis jeg er ked af det eller sur, skal jeg være alene i 5-10 minutter, så jeg lige kan synke det, ellers så snapper jeg overfor Theis fx, og siger ting jeg ikke mener.
Jeg græder 3-5 gange om ugen, både gode og dårlige tudeture.
Jeg er introvert, men det er de fleste særlig sensitive. Læs mere HER.
Min uge ( inde i mit hoved ) er inddelt i en cirkel, hver dag har forskellige farver, hver aftale har din farve. Jeg planlægger næsten hver time, og hvis mine planer bliver ændret, så skal jeg ofte bruge lang tid på at processer det og ændre i mit hoved..
Jeg har i mange år ville være hende pigen der griner altid, snakker med alle og er hende alle elsker. Jeg har øvet mig på at være hende, indtil jeg fandt ud af, at det kan jeg ikke være. Jeg kan ikke rumme det, det er ikke mig. Jeg er bange for at den rigtige mig ikke er god nok.. Jeg har altid gerne ville være sjov, det er jeg ikke, ikke med vilje i hvert fald. Jeg har ville være hende der fylder i rummet, det kan jeg ikke finde ud af. Efter jeg har lært at jeg ikke er hende, men jeg er mig selv, så er det faktisk blevet nemmere.
Jeg dur ikke til at have mange mennesker i mit liv, jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Alle de informationer, aftaler. Jeg skal have ca. 3-4 gode veninder og Anna ( Anna er en kategori for sig selv.. ) .. Jeg elsker at lærer nye mennesker at kende, men det er svært for mig, fordi jeg kan ikke finde ud af at være interesseret i dem alle, selvom jeg gerne ville. Jeg kan ikke huske hvad de enkelte laver, hvor de bor, hvad deres kærester hedder, selvom jeg virkelig prøver at lytte og noterer det i mit hoved, så er det som om jeg har et vis mængde plads.
Jeg udtrykker mine følelser bedst via kreativitet. Hvis jeg er ked af det, maler jeg, tegner jeg, synger jeg, bruger mine hænder på den ene eller anden måde. Jeg brugte 2 dage på at knytte planteophæng, fordi jeg var ked af det, så i stedet for at vise det med ord og raseri, så bruger jeg mine hænder. Jeg låser mig inde i en boble, hvor der kun er mig. Det har jeg gjort lige siden jeg var helt lille.
Jeg har altid haft det bedst i mit eget selvskab, jeg keder mig aldrig. Jeg sætter tid til mig selv meget højt på min dagsorden, jeg jeg har det faktisk bedst, når jeg bare er mig.
Da jeg var lille sagde min idrætslærer til mine forældre, at jeg var super dygtig til sport, det lå til mig at spille bold. Jeg var virkelig god til gymnastisk, men da det blev en konkurrence og jeg skulle dyste mod andre stoppede jeg. Jeg gik til svømning, jeg var skide god, men da jeg skulle svømme 3-4 gange om ugen og konkurrere hver weekend stoppede jeg. Det samme gælder håndbold. Når ting bliver en konkurrence stopper jeg, jeg gør det fordi det er sjovt, men ikke fordi jeg vil vinde eller være den bedste.
Jeg er afhængig af naturen, når jeg træder ind i en skov ( sommer, efterår, vinter, forår, det er lige meget ), eller på stranden, eller bare i en park, så sker der noget i min krop. Mine skuldre falder på plads, mit åndedragt bliver langsommere og roligere og jeg falder på plads.
Jeg har et kæmpe stort hjerte, jeg elsker med hele min krop. Jeg gør alt for de mennesker der betyder noget for mig.
- De ting her, hvis du kan nikke og genkende til dem, kan du muligvis være særlig sensitiv. Du er nødvendigvis IKKE særlig sensitiv, bare fordi du kan genkende dette. At være særlig sensitiv rummer meget i min hverdag, jeg tænker ikke over det, men jeg bruger mange kræfter på at være det. Jeg læser ugenligt bøger omkring det, bøger der har hjulpet mig til at hvile mere i mig selv og være god nok. Du kan tage en test HER. Jeg fik det ikke testet, jeg fik et af vide af min terapeut, hun sagde det til mig til en af vores første samtaler, hun kunne mærke det med det samme, og hun havde sjældent mødt en der var det i så stor grad som jeg. Det er både godt og dårligt. Jeg vil altid føle mig som en fra Mars, det har jeg for længst accepteret, det er bare rart at vide at jeg ikke er alene heroppe.. Vi er alle lidt crazy her.
Jeg har selv lige, i en alder af 19 år, fundet ud af, at jeg nok også må være særligt sensitiv, og det overrasker mig overhovedet ikke. Det er lidt som om, at alting giver mere mening nu. Jeg har altid undret mig over, hvordan jeg kunne føle alting så intenst i forhold til mange andre mennesker. Det er lidt som om, at verden altid har været for meget for mig på en måde, og jeg kunne nærmest nikke genkendende til samtlige ting ovenfor.
Dejligt indlæg, og rart at vide, at man KAN lære at tackle sine overvældende følelser til en vis grad. Og nu lige et spørgsmål. Hvordan kom du til terapi og hvorfor? Undskyld, jeg har ikke læst så meget med herinde udover på Instagram, men jeg føler selv, jeg har brug for at starte i en form for terapi.
Hej Caroline.
Jeg synes det er et SUPER indlæg du har fået lavet! Jeg håber virkelig at der sidder nogle derude bag skærmen og tænker “wow” det er jo mig. Det hjælper så meget med at forstå en selv.
Jeg har længe vist at jeg var særlig sensitiv, og det er jeg egentlig helt okay med. Det der med ikke at kigge folk i øjnene gør jeg også. Jeg vidste slet ikke at det hørte ind under “særlig sensitiv”. Jeg bliver altid så nervøs og tror at folk kan “gennemskue” mig, så jeg afbryder øjnenkontakten. 😀
Kram
Hej Katrine
..
Jeg håber også nogle mennesker kan få noget ud af mit indlæg.
Jeg ved ikke om det høre med til at være særlig sensitiv, men jeg syntes bare det er svært at holde øjenkontakt, måske bunder det i noget usikkerhed.
Tak for din kommentar.
Kram C
Wow! Du satte lige ord på mange af mine tanker og følelser der! Tak fordi du er sådan en fantastisk blogger
Det var da rart 😀 .. Tusind tak skal du have!