Vi får alt for hurtigt og ofte dårlig samvittighed. Jeg er udstyret med en kæmpe samvittighed, og jeg kan blive helt bims af den til tider. “Åh nej, skulle jeg ikke hellere?” “Jamen måske vil hun hellere have jeg gør det her?” “Hvad tænkte de ikke om mig igår?” “Ej jeg har slet ikke trænet denne uge!!” .. STOP! Jeg kan rulle mig helt sammen under sengen af dårlig samvittighed, og ikke komme ud før min mave har vænnet sig til det - hvilket kan tage flere dage!

Livet er simpelthen for kort til at gruble over hvad andre tænker, det er for kort til at slå sig selv oven i hovedet, fordi man ikke fik trænet. Har du lyst til at træne? så gør det, hvis ikke - så lad være. Det her er dit liv, det er ikke op til andre at fortælle dig hvornår du skal træne. Med mindre du har en personlig træner, men det er noget andet.

Træning behøves ikke være at staffe jern i et center, træning er mange ting. Det kan være en lang gå tur, cykle, svømme eller sove.. Jeg dansede forleden til “Just Dance” på min Wii i to timer, sveden dryppede af mig - og mit smil var kæmpe stort. Jeg gider ikke træne, hvis det ikke er sjovt, gider ikke bruge mit liv på noget jeg ikke kan lide, bare for at få en markeret røv. Hiv din veninde under armen, og meld dig til et dansehold, det kan kun få dig til at grine. Eller prøv yoga, eller boksning - eller smæk benene op på sofaen til en god serie.
Det skal være sjovt at leve sundt, fordi sundhed er så mange ting. Tror det er vigtigst at få en stærk indre sundhed, inden man begynder på det ydre. Jeg tænkte kun på hvordan min krop skulle se ud, hvordan min ydre “sundhed” var, jeg glemte bare at mærke hvad der egentlig var sundt for min krop.. Det kan da godt være at jeg udadtil lignede en der levede sundt, og jeg spiste det “rigtige” mad, men inden i var jeg i så stor ubalance at det var skadeligt for mig.
Din ydre og din indre sundhed skal være i balance, så du netop ikke får dårlig samvittighed hvis du dropper træningen til fordel for is på stranden. Is på stranden er skide sundt for din indre sundhed, du bliver glad, du er sammen med en sød veninde. Det var lige dét du havde behov for - så er det da også det du skal gøre.

Som jeg har skrevet et utal af gange, så er din krop udstyret med en evne til at fortælle dig, hvad du har brug for/lyst til - det svære er bare at lære at lytte til den. Din krop er klogere end du tror, lyt til den.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg snakkede med en mand forleden. Jeg spurgte ham: “Hvad kan du bedst lide ved din krop?“. Det er et spørgsmål jeg generelt er ret glad for at stille, sammen med: “Hvad kan du ikke så godt lide ved din krop?“. De ting den anden person ikke bryder sig om, det er ting man overhoved slet ikke selv har tænkt om dem, hvilket kan give personen et selvtillidsboost - og dem er jeg fan af.

Da jeg var i kæmpe krig med min krop, lavede jeg en regel der lød: “giv dig selv minimum ét kompliment om dagen!”, det behøvede ikke handle om min krop, det kunne også handle om noget kreativt jeg havde lavet, eller noget jeg havde gjort. Jeg lærte at rose mig selv, accepterer mig selv og forstå mig selv - hvilket har styrket mig utrolig meget nu.
Tilbage til manden og spørgsmålet.. Jeg fik jo selv spørgsmålet tilbage igen. Da jeg skulle finde på ting, kunne jeg mærke at det var alt for lang tid siden, at jeg havde rost min krop.
Vi er generelt utrolig dårlige til at rose os selv, men vi har sjovt nok ikke noget problem med at finde det smukke i andre. Vi er gode til at hjælpe, række hånden ud og hjælpe andre op af hullet - men vi glemmer at vi nogle gange selv står i et hul, som vi har brug for hjælp til at komme op af. Vi skal passe på hinanden, vi skal vende pegefingeren indad og kigge os selv dybt i øjnene - du er altså vigtigst..

Jeg fandt jo frem til nogle ting jeg godt kan lide ved mig selv:
Mit hår - krøllet, mørkt, stort, nemt at have med at gøre.
Mine brune øjne - dem har jeg altid været fan af.
Mine læber - god trutmund.
Mine bryster - fordi de er store, runde og bløde.
Min numse - selvom jeg gerne vil have den større, så er jeg ret glad for den.
Mine ben - eller noget af dem. Mine lægge og mine lår. Har grimme knæ, det ligner der er gemt små spædbørn inde i dem.

Ting jeg mindre godt kan lide ved mig selv:
Mine overarme - men det har været et problem for mig i mange år. Jeg er igang med at acceptere at de er lidt store, men stadig fine.
Min knæ .. Stakkels spædbørn..
Min knyst på min venstre fod - den er bare grim også gør den skide ondt.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg dur ikke til konkurrence - det har jeg aldrig gjort. Jeg bryder mig ikke om at være mod nogle, for at skulle vinde. Jeg har gennem mit liv gået til et hav af sportsgrene - badminton, håndbold, trampolin, svømning, gymnastik. Jeg har trænet og presset mig selv, fordi det skulle jeg. Som barn fik jeg af vide af mine forældre at jeg skulle gå til en sportsgren, jeg måtte helt selv vælge hvad, men jeg skulle afsted. Det var ikke altid noget jeg gad, men når jeg kigger tilbage, vil jeg ikke være det foruden. Jeg fik veninder udover skolen, jeg lærte i en tidlig alder at gå i fællesbad - og se forskellige kroppen. Jeg lærte at træning skal være sjovt, og ikke en kedelig pligt.

Fælles for alle de ting jeg har gået til er, at jeg stoppede efter nogle få år. Når det jeg syntes var sjovt, blev en konkurrence, og jeg skulle begynde at gå til stævner og kampe - så mistede jeg lysten til det jeg ellers elskede.

Hver gang jeg blev god til en sportsgren, og blev rykket op på et bedre hold - så stoppede jeg. Jeg gjorde det fordi det var sjovt, ikke fordi jeg ville vise “mit værd“. Det pres der blev lagt på en lille piges skuldre, når jeg skulle ud og spille en håndboldkamp - det kunne jeg ikke håndterer. Jeg græd, jeg blev syg og jeg nægtede.

Jeg er ikke en team player når det gælder træning, vil meget gerne træne alene. Jeg er aldrig på nogle hold, udover yoga - fordi det handler ikke om hvem der kan yde mest.

Jeg gik engang fra en time i fitness, fordi instruktøren stod og råbte at jeg skulle presse mig selv mere. Hun var alt for energisk og voldsom, hun pressede mig ud et sted, hvor jeg ikke kunne lide at være - så pakkede jeg mine ting og gik.

Jeg træner det jeg syntes er rart. Jeg ved godt at squat giver en god røv, men jeg hader virkelig den øvelse - derfor laver jeg den ikke. Jeg træner når jeg vil, når jeg har lyst - ikke fordi jeg skal. Det er så vigtigt at lytte til de signaler din krop sender, fordi din krop er skide klog. Lyt til den, og luk “burde” og “skulle” ude. Din krop, dine regler.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Jeg har nogle fine mellemstore bryster, som jeg er ganske godt tilfreds med. De har været endnu større, men træning har det jo med at fjerne fedt (bryster), hvilket passede mig fint - syntes en 65I skål var lige det største til mig. Jeg gik faktisk med tanken om at få opereret dem mindre, da jeg følte mig så utilpas i alt mit tøj..
Jeg bruger en 65F nu, hvilket ikke er en unormal størrelse, men sjovt nok, har jeg altid haft svært ved at finde BH’er, der passede mig.
Mange undertøjsforretninger er kommet efter det, men for nogle år siden var det næsten umuligt at få en bh i min størrelse, fordi de startede ved 70 eller 75 om livet, skide irriterende..
Nå, men det skulle ikke handle om mine patter, men om hvordan man får den rigtige støtte til sin barm - især til træning.

Jeg har 2 mærker, som jeg bliver ved med at vende tilbage til - fordi når noget fungere, hvorfor så skifte?

Jeg bruger Under Armour ( en model der desværre ikke findes længere, men generet et deres BH’er fantastiske ). Så bruger jeg purelime’s sports bh, jeg er så vild med deres BH at jeg købte 2 ens. Begge BH’er forhandles i Sportsmaster eller Stadium, det er i hvert fald der jeg har købt mine.
Jeg gider som regel ikke give fuld pris for noget. Jeg shopper det meste af mit tøj og mine sko i genbrug, og jeg kunne aldrig drømme om at give dyre domme for træningstøj.. Når det så er sagt, så har jeg lært med årene at det betaler sig at betale ekstra for ens undertøj. Jeg har så mange gange købt for små BH’er, fordi jeg ikke gad give 400 kr for en i Change, men det ender jo altid med at den sidder af helvedes til og jeg alligevel er nødsaget til at købe en ordentlig BH.
Jeg løber, styrketræner, danser og dyrker yoga i de her BH’er, og de holder mine tøser så fint på plads. Dette er ikke et sponsoreret indlæg, bare et lille tip eller fif til kvinder med en stor/halvstor barm..
Hvis i har en BH som bare er skide god, så skriv endelig en kommentar til indlægget, inspiration til mig og til de andre der læser med.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Læs mine tidligere indlæg HER og HER.

Min verden faldt sammen om mig, min krop kunne ikke klare mere. Jeg havde i så lang tid løbet med skyklappere på, uden at se andet end vejen frem.
Da jeg stod der i træningscenteret, sortnede det for mine øjne, mit hjerte hamrede ud af brystet på mig, og jeg kunne ikke få luft. Jeg styrtede hjem og lagde mig under dynen, der blev jeg liggende i en uge. Jeg kunne ikke tænke, spise eller snakke - jeg var så energitappet og ødelagt. Min krop havde givet mig faresignaler flere gange, men jeg valgte at ignorerer dem - indtil jeg ikke kunne mere. Jeg græd, skreg og råbte af mig selv, intet var som det skulle være.
Mine mennesker var bekymret for mig, med god grund. Jeg var blevet en skygge af mig selv, en person jeg ikke kunne genkende. Jeg var i en sort spiral, som jeg ikke kunne se mig selv ud af. I et år havde mit hovedfokus været min træning og min krop, jeg havde troede jeg gjorde hvad der var sundest for min krop, men i virkeligheden havde jeg gået ned af den modsatte vej..
Jeg var ikke oppe og træne i måneder, min krop kunne simpelthen ikke finde styrken til det. Dagene flød sammen, og jeg følte mig mere og mere ulækker; “hvad nu hvis jeg har taget på“, den sætning kørte om og om igen, inde i mit hovedet. Jeg var sygemeldt fra mit arbejde, jeg kunne dårlig nok bevæge mig ud på toilettet. Det er svært at anerkende at man har det skidt og man faktisk har brug for hjælp, det er aldrig noget jeg har været specielt god til. Min mor hjalp mig, jeg blev sendt til en psykolog og brød sammen foran hende efter 5 minutter.. Jeg var så knækket og ødelagt. Jeg troede ikke på mig selv, jeg så mig selv som en taber og havde ikke et gram selvværd i kroppen.
Med tiden blev det bedre, det tog lang tid før jeg overhovedet følte nogen glæde, men den kom langsomt. Min psykolog bad mig om at kigge på mig selv nøgen, det skulle jeg gøre hver dag, indtil jeg kunne sige en positiv ting om mig selv.
Jeg smed håndklædet på gulvet og stod helt nøgen, foran spejlet hjemme på mit værelse. Jeg foragtede alt hvad jeg så, jeg kunne ikke se noget pænt ved mig selv - det skræmte mig voldsomt. Jeg gjorde det samme dagen efter, og dagen efter, og dagen efter, indtil jeg kunne sige noget pænt om mig selv. “det er da egentlig en ok flot talje jeg har” hørte jeg mig selv tænke, og jeg mente det. Jeg ryddede op i mit liv, på min instagram og på min blog. Det var slut med at følge alle de piger, som kun gjorde mig ked af det.
Stille og roligt blev det nemmere og nemmere for mig, at finde på fine ting at sige om mig selv. Jeg skrev små beskeder, og satte dem rundt omkring i lejligheden “sikke en flot røv“, “Dit smil smitter“, “Du er nok“, “du er skøn“, “fuck hvad andre tænker“.. Jeg begyndte mere og mere at skrive om det på bloggen, og måske kan nogle af jer huske så langt tilbage. I var en kæmpe hjælp for mig i hvert fald, jeg fik kun søde kommentarer og rosende ord, som fik min selvtillid til at vokse markant.
Pludselig kunne jeg høre når Theis sagde jeg så godt ud, jeg tog det ind, og jeg troede på det. Jeg havde med hjælp fra en professionel og mig selv, fået mine tanker på et andet spor. Jeg tænkte anderledes om mig selv, fordi jeg begyndte at tænke at jeg var det værd. Jeg begyndte så småt at træne igen, men ikke på samme måde som før. Jeg trænede det jeg ville, og det jeg syntes var sjovt, ikke det jeg vidste der forbrændt flest kalorier. Jeg begyndte at gå til dans og yoga, fordi det gjorde mig glad.

Det var en lang procces, som jeg stadig er i. Jeg har for lang tid siden accepteret min krop, men det er vigtigt at jeg bliver ved med at passe på den og rose den. Jeg har da dage hvor det slet ikke spiller, men igen - hvem har ikke det? .. Jeg er ikke flov over denne historie, fordi den er blevet en del af mig. Jeg var ikke dum da jeg tog slankepiller, måske en smule naiv og uviden, men jeg vidste ikke bedre. Jeg har vokset, og jeg har i en meget ung alder lært min krop at kende helt fra bunden.
Jeg vejer idag præcis det samme, som jeg gjorde ved min start - 62 kilo. Tallet på vægten skal ikke bestemme om du er glad eller ej. Tallet på vægten skal ikke afgøre om du er sund eller ej. Det er din krop, du bestemmer reglerne for din krop. Livet er for kort til at være i krig med sig selv, derfor så beder jeg dig om at lytte til din krop - den er klogere end du tror.

Fra slankepille til accept!

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+