Jeg er blevet sygemeldt..

Vi skal være søde overfor hinanden. Vi skal opføre os ordentligt, og gøre os umage i det vi laver. Vi skal passe på hinanden, men vi skal også passe på os selv.

Det har mildest talt, ikke været et medvinds år for mig. Kontanthjælp, ingen venner, ingen penge, intet job, langt fra familien, nedture, stress, angst, sygemelding.
Da jeg fik af vide af min læge for lidt over en måned siden, at jeg havde stress, kom det ikke bag på mig. Jeg var utrolig ustabil, og meget stresset. Jeg kæmpede mig op, sagde mit ene job op, og tænkte nu måtte jeg få det godt igen. Det gjorde jeg også i en lille periode, fik lige et skud energi skudt ind i ballen, men virkningen var ikke permanent. Jeg kan ikke forstå det, jeg har fandme gjort alt for at passe ind her! Jeg har en lækker lejlighed, der mangler ikke noget, den er dejlig. Jeg har søde søde veninder, der får mig til at grine. Jeg har et arbejde, som jeg faktisk rigtig godt kan lide. Jeg har en dejlig kæreste. Jeg har et studie der venter på mig til februar. Det er da mange grunde til at smile og elske sit liv, hvorfor gør jeg så ikke det? .. Hvorfor drømmer jeg at jeg bliver jagtet rundt i Bilka, og vågner op i en svedpøl. Hvorfor stikker det stadig i mit bryst. Hvorfor kan jeg ikke sove fordi mit hjerte hamre for hårdt. Hvorfor har jeg intet overskud til noget? Hvorfor kan jeg ikke styre mit humør, jeg græder jo hele tiden. Hvorfor er jeg ikke glad?
Jeg føler jeg holder mig selv sammen med klisterbånd, små stykker der ikke kan klare meget. Hvis jeg rammer lidt modvind, knækker de, og jeg knækker med.

Min læge fortalte mig: “Det er så forkert at man tror at stress kun skyldes jobbet. Du kan blive stresset af mange forskellige ting, og i dit tilfælde Caroline, så er det Odense der stresser dig“.
Jeg har accepteret at jeg ikke er okay, det er helt okay. Hvor længe jeg ikke skal være okay, det ved ingen. Jeg er blevet sygemeldt fra mit arbejde. Min læge var slet ikke i tvivl, jeg skal tage hånd om det her, og det skal gøre ordentligt. Følte mig dog som verdens værste medarbejder da jeg sygemeldt mig, det får jeg dårlig samvittighed over, selvom jeg ikke skal.
Hendes råd var: “Pak en taske, tag toget hjem til københavn hurtigst muligt.”
Jeg skal være omkring familie, omkring venner, omkring mit elskede Amager.

Tænk jeg er kommet derud hvor jeg er sygemeldt med stress, jeg er kun 23 år gammel. Tænkt det har knækket mig så hårdt at være her i Odense. Jeg føler mig somme tider så svag, så opgivende. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad her, jeg kæmper heller ikke nok for det. Sikke en tarvelig kæreste jeg er.
Jeg er så forvirret, mit hoved snurre rundt, mine tanker står ikke stille, min krop er i uro og jeg har ondt i skallen af at græde så meget. Også har jeg lige mistet mine to katte, 15,5 år gamle. ( det er et sidespring, men hvis man har haft et husdyr, så ved man hvor hårdt det er )
Jeg har pakket en taske med tøj ( mest nattøj og hyggesokker ), så tager jeg hjem til Amager. hvor længe jeg bliver der, ved jeg ikke. Nu skal jeg gøre ting der faktisk gør mig glad, første skridt: ring til en psykolog. Andet skidt: Chokolade. Prompte.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+