Jeg skrev et brev, som jeg ville give til mig selv, hvis jeg kunne, da jeg havde det værst.. Selvom det ikke kunne hjælpe mig dengang, så hjalp det mig nu..

“Kære Caroline.
Kære forvirrede, rundtossede Caroline. Jeg ved du kæmper, jeg ved du bruger alle dine kræfter på at holde dig oppe. Du kan ikke give slip, fordi du er en der kæmper for det du tror er rigtigt. Du er stærk, men ikke så stærk. Det beklager jeg.
Denne kamp, er som et kapløb mod vinden, du vil aldrig kunne vinde. Det er ok, at sige man har det dårligt, det gør dig ikke til et dårligt menneske, det gør dig menneskelig.
De mørke tanker, som fylder i dit hovedet, vil blive erstattet med glæde og lys. Snart, men ikke endnu, du er ikke klar.
Du skal stoppe med at finde svaret hos folk omkring dig, de er ikke dig, og selvom de prøver at finde din magiske trylledrik, så kan de ikke brygge den. Det er et job, der er ment til dig, når du er klar.
Hvis jeg kunne, ville jeg kramme dig, så hårdt og blidt, at du til sidst ville falde ind i mig. Jeg er klar til at være stærkere end dig, men du er ikke klar til at være stærk, ikke endnu.
Du er knækket, du er flad, du er afkræftet. Det er der ikke noget at sige til. Du har kørt i en bil uden airbag, du har kørt mod muren, om og om igen.. Uden sikkerhedssele. Du har samlet dig selv fra jorden, med dine sidste kræfter, hvorefter du er faldet længere ned igen.
De mørke drømme du har om natten, skal du ikke være bange for. Det er ikke mareridt, det er advarsler. Det er din underbevidsthed der prøver at fortælle dig noget, du ikke selv er klar til at indse. Der er en grund til at du vågner op, badet i sved og tåre, se det ikke som en skidt ting. Din krop er klogere end dig, den prøver at fortælle dig noget.. En dag skal du nok lære at lytte, men ikke endnu.
Hver en tåre der løber ned af dine kinder, føles som syre mod din hud, føles som en bombe der bliver sprængt i dit hovedet. Caroline, du kæmper.. Kæmper for noget du ikke kan vinde.
En dag er du klar, en dag kan du se det. Jeg kan ikke fortælle dig hvad, men du vil mærke det inden i. Du vil mærke fornemmelsen af frygten der forlader din krop, fornemmelsen af at dine elefanter træder af din brystkasse. Du vil lyse i mørke.
Jeg er så stolt af dig. Så stolt af at du holder ved det du tror er rigtigt. Jeg er så stolt af din vilje og stædighed. Jeg ved denne karrusel vil slutte, og du vil få lov til at stå af, men du er nødt til at give den tid.
Når du er klar, klar til at accepterer at du ikke kan vinde.. Så vil du mærke hvad det vil sige at vinde.. Men ikke nu, ikke endnu.. Du er ikke klar. Men Caroline, det bliver du…”

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Bananbrød er noget af de lækreste jeg har sat tænderne i, det findes i et hav af forskellige variationer, denne opskrift er helt enkelt ( og røvhamrende lækker ), brødet holdt sig ikke engang 2 dage i vores hjem, da jeg lavede det.

Du skal bruge:
• 3 modne bananer
• 150-200 g groft speltmel ( eller det mel du nu har )
• 3 æg
• 1 tsk bagepulver
• lidt salt
• 100 g valnødder ( mandler og andre nødder kan også bruges )
• 60 g mørk chokolade 80%
• 50 g honning
• 1 spsk olie

Sådan:
• Tænd ovnen på 180 grader
• hak chokoladen og valnødderne groft.
• Mos bananerne ( kom dem evt. i foodprocessoren )
• Bland alle ingredienserne sammen, og kom dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
• Bag brødet i 40 min.
• Lad det køle af og server.

Det er et stort løfte at love, hvis dette bette indlæg, skulle gøre sådan så du aldrig fik stress igen. Den tør jeg altså ikke have hængene på mig, men jeg vil gøre mit bedste, for at hjælpe.
Med mit første indlæg, symptomer på stress, og andet indlæg, “hvornår bliver du glad igen”, så er det tid til at slutte denne potpourri, om du nu vil, af.
Jeg er en ret åben sjæl, på bloggen. Det gør mig ikke noget at dele ud af private ting, så længe jeg mener der kan have en relevants til bloggen, og til jer læserer.

Jeg kunne så småt mærke at min krop ville grine. Min krop ville krammes, og min krop ville ud og mærke den kolde vind mod sine chokoladefyldte kinder.
Jeg læste meget, da mine øjne ikke kunne lide at glo ind i skærmen så mange timer af gangen. Platte kærligheds bøger, der var nemme at gå til, og alle bøger af Ilse Sand og Susanne Møberg er bare geniale.
Jeg skrev på et stort stykke papir “HVAD VIL DU CAROLINE?“, hang det op på spejlet, så jeg hele tiden blev mindet om, at det er mig, der er i centrum. Nogle dage, var jeg igang med noget, så fandt jeg ud af, at det gad jeg egentlig ikke alligevel. Som eller eller anden Simmer i Sims, lagde jeg det fra mig på gulvet, og gik videre.

Dette er ikke en måneds ego tid du har fået forærende. Dette er et krav om at du skal huske på dig selv, altid. Det er ikke nok at du passer på dig selv, mens du er sygemeldt, også hopper du ud i verden, med 200 km i timen igen, fordi så ender du i vejkanten og er nødt til at blive hentet af Falck.
Efter utallige gentagelser inde i mit hovedet “du er vigtigst, husk dig selv, pas på dig selv“, så følte jeg mig sikker nok, til at sige JA, til et job som Støttepædagog. Folk kiggede: Er du sikker på at du er klar? .. Med en dyb indånding, kunne jeg mærke at det var lige præcis dét jeg var. Jeg var klar, jeg kunne mærke det helt nede i mine små fødder.

Men jeg er mange ting, men dum er ikke én af dem. Jeg vidste at jeg var nødt til at finde noget der kunne holde mig til jorden. Et anker der kunne trække mig ned, når jeg fløj med fuglene. Jeg ringede rundt til diverse kurser om “fri for stress” “indre ro” “slap mere af i hverdagen” og jeg skal komme efter dig. Da jeg snakkede med Pernille, vidste jeg meget hurtigt, at det var hos hende jeg skulle hen, sjældent har en persons stemme, fået mig til at føle mig så tryg i telefonen. Et kursus i indre ro, fordelt over 5 uger, som jeg fik i julegave af min mor og bonus mor. Det skulle vise sig at dette kursus, er hovedgrunden til at jeg har det så godt som jeg har det nu, men det vidste jeg ikke dengang. Et kursus behøver ikke være dit anker, det kan være alt. Det kan være daglige gåture, samtaler med dine kære, chokolade, at skrive i en bog, at tegne, male.. Det der gør dig sikker, og det der får dig ned på jorden, og mærker trygheden.

Lad være med at skynde på tingene. Det hele skal nok komme din vej, når tiden er til det. Du kan ikke sætte en timer på, hvornår du er klar til at have en masse aftaler. Hvis der sker noget, som du ikke kan håndterer så vær modig nok til at sige det, det er der ingen der vil kigge skævt på.

Det vigtigste ( for mit vedkommende ), sæt grænser, og hold fast i dem, til du kan udvide dem. Det kan være den grænse du har trukket, kun bliver rykket med en cm om ugen, men det er også ok. Så længe du respektere dine valg og står ved dem. Informer de mennesker omkring dig, der måske skal vide det, ingen er tankelæser, selvom mange prøver. De aller fleste vil forstå og hjælpe så godt de kan, men du er selv nødt til at åbne munden og fortælle dem det.

Det er svært at lave et indlæg omkring det, kan jeg da godt mærke. Det er meget “mig mig mig” agtigt, men nu har jeg jo også kun mine egne erfaringer, så selvom det måske blev lidt for meget Caroline i fokus, så håber jeg, at det kan være en lille hjælp til jer derude, der kæmper.. I fortjener alt den kærlighed og kage jeg kan give.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Velkommen ind i mors køkken.

De her pandekager, er über lækre, og er perfekte til aftensmaden. De er nemme at vende på panden, og kræver ikke meget fedtstof at stege i. Alt i alt, guf!

Du skal bruge:
8-10 stk.
200 g majsmel.
100 g kikærte mel ( Du kan sagtens bare bruge 300 g majsmel i stedet for kikærtemelet )
4 æg.
4 dl soyamælk ( eller almindelig ko mælk, er også ok )
Lidt salt.

Sådan:
Bland hele balladen sammen i en skål og steg dem på panden i lidt fedtstof.

Fyld:
Kun fantasien sætter grænser.
Vi tog 500 g hakket oksekød og kom det i en gryde med løg, hvidløg, peberfrugt, champignoner. Også bare kom et hav af lækre krydderier i, bare giv den gas. Kom evt revet ost over, det smager som en lækre mexikansk pandekage, bare sundere og ligger bedre i maven.

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+

Vi har travlt, vi skal nå det hele, gerne på den halve tid.

Vi glemmer ofte at passe på os selv i nogle situationer. Hvilket er dumt, og det kan skade os selv på længere sigt.
Når man selv har været sygemeldt med stress, så niver det i mit lille hjerte, når mine veninder fortælle om at de har de samme symptomer jeg havde, inden det gik helt galt.
Jeg har fortalt flere af dem, at jeg syntes de skal prøve at mediterer. Flere kigger på mig med “ej, jeg gider ikke sidde i skrædder stilling, og sige “ohmmm” “ohmmm”“, øjnene. Det er også misforstået at meditation er sådan. Meditation handler om at være tilstede i det du laver, og det er faktisk ikke så svært. Det svære ved det, er at give dig selv tiden til at være tilstede.

“hvis du ikke kan give dig selv 10 minutter om dagen, til at slappe af. Så skal du give dig selv en time..”

Jo det kræver lige at man husker på sig selv, fordi det gør vi for sjældent. Når du kommer hjem efter en lang dag, sæt, lig, stil dig godt, find et stykke musik på youtube, og slap af.

Tag nogle dybe vejrtrækninger, helt ned til fødderne. Prøv at give dig selv de minutter, til at slappe af i, og nyde at du faktisk ikke skal være noget for nogle i 10-15 minutter.
Det er helt naturligt at dine tanker vil vandre andre steder hen, og det må de også godt. Bare vær opmærksom på at de gør det, slip dem så, og vend tilbage til dig og din krop.

Jeg prøver virkelig ikke at lyde alt for spiratuel her, selvom det er svært andet. Så må jeg gøre det. Meditation, er en af hovedgrundende til, at jeg kom ud af min stress, det lærte mig at finde ro, slappe mere af, og give mig selv den tid om dagen jeg fortjener.

Dagens “lille” gode råd..

• Share on Facebook.
• Share on Twitter.
• Share on Google+